Hvad er fædrelandsfølelse og fællesskab?

Henrik Jensen tager fat i historien for at se, hvad den har gjort for fællesskab og nationalisme og for den næsten glemte patriotisme, der på mange måder er et mere sympatisk begreb end nationalisme.

Vi begynder med kulturelle normer om gensidighed, den trinitariske formel fra det 11. århundrede der er baseret på en samfundsorden bestående af præster, adel og alle de andre: den ene bad for alle, den anden forsvarede alle, og den sidste arbejdede for alle.

Det var dengang landsbyfællesskabet og arbejdet med jorden var centrale i de fleste menneskers liv. Gud, familie, slægt, kirke definerede og begrænsede den enkelte, og pligten var fundamental i tilværelsen.

Senere kom andelsbevægelse, højskolebevægelse og arbejderbevægelse, der på hver sin måde er basale fællesskaber. Fædrelandskærligheden var en del af projektet og bekræftedes af blandt andet stavnsbåndets ophævelse og rejsningen af frihedsstøtten. Med de fælles nederlag, tabet af Norge, 1864 blussede nationalfølelsen op, og Grundtvig, H. C. Andersen og St. St. Blicher bidrog med sange om landet og kærligheden til det lille rige. Siden kom velfærdsstaten til – først som et solidarisk projekt, men siden blev den afsæt for individualismen, der reducerede fællesskabsfølelsen og fik os til at melde vores børn ud af fællesskabet igen.

EU skulle have været et fælles projekt, men har trods sine gode intentioner meget lidt basis for at skabe fællesskabsfølelse, fordi netop de europæiske nationalstater kendte hinanden bedst fra krig og konkurrence. Det europæiske samarbejde begyndte sin løbebane som ‘økonomisk kæmpe, politisk dværg og militær orm’.

EU var en af flere forandringer som nationalstatens borgere udtrykte skepsis overfor, hvad sker der med nationalstatens suverænitet? Men nationalstaten bliver rendt over ende af mange andre elementer såsom global økonomi, miljø, migration, globalt medienetværk der truer vores sprog, sædvaner og kulturer, og elitens stigmatisering af en arbejderklasse der får hug for sine tanker om migration får den værste form for nationalisme frem i folk, og den kan vi næppe være fælles om.

Vores fællesskab har ikke mange chancer, og udviklingen af pligtfølelsen støttes ikke som tidligere af forældre og lærere, men så er det, at Henrik Jensen igen fremdrager sin fantastiske ide fra Det ordentlige menneske: indførelsen af national værnepligt: før en uddannelse begyndes, skal den unge bistå med sociale pligter i et halvt år, gør rent, løfte, bære. Det er en pligt overfor det samfund der siden sørger for uddannelsen. Det vil give mere sammenhængskraft og bidrage til det Jensen kalder dannelse: at være engageret ud over sig selv i det fælles.

Henrik Jensen er skarp og vittig, og værket tankevækkende.

Derfra vores verden går
– et essay om fædrelandskærlighed

Henrik Jensen
214 sider
Kristeligt Dagblads Forlag
Udgivet: 2016

Birte Strandby