Ved floden ligger flodhesten roligt og smiler og lytter. Der kommer mange mennesker med afsløringer og betroelser. Drengen der har stjålet benægter det overfor ofret. Pigen der blev svigtet græder ved flodbredden. Flodhesten har engang været en del af en stor flok flodheste, men nu er der kun den ene flodhest tilbage.
En dag kommer et cirkus forbi floden. Flodhesten bliver fanget og vist frem på tivolipladsen, men da cirkus drager videre, lader de buret med flodhesten stå. Der er kun en der husker flodhesten, og det lykkes ham også at befri den.
‘Den venlige flodhest’ er en rørende fortælling, og man må selv finde frem til moralen – eller moralerne. Den adskiller sig fra andre børnebilledbøger, idet den ikke kun er handlingsorienteret, men også tillægger karaktererne nogle personlighedstræk der netop udløser handlinger. Samtidigt er der flere problematikker: Hvorfor er der ikke længere mange flodheste i floden? Er vi inde på noget med biodiversitetsskam? Hvorfor dør den gamle mand, og hvorfor lever tyven videre uden at føle dårlig samvittighed?
Illustrationerne er som sædvanligt fremragende i Teddy Kristiansens streg, som de er det i ‘Et øjeblik i Kvante Sørensens liv’ og i ‘Noans mærke’. De fylder hele opslaget, de fleste er rene studier i bløde, grønne nuancer – undtagen indfangning af flodhesten der foregår om natten i blåt og sort. Billederne er enkle og overskuelige, så også de mindste vil kunne få fuldt udbytte. Ydermere understreger de budskabet i den korte tekst så godt, at barnet selv vil kunne fortælle historien ud fra illustrationerne. Desuden er de gode at se på, og man får uværgerligt lyst til at hænge dem op på væggen.
Den venlige flodhest
Oscar K. & Teddy Kristiansen
40 sider
Gyldendal
Udgivet: 06.03.2024
Birte Strandby