De unge generationer vil for første gang i næsten 80 år ikke være bedre stillet end deres forældre.
Skulle man dømme efter titlen, kunne man tro, at her var en forfatter der virkelig var efter kapitalismen. Det er ikke tilfældet. Socialdemokraten Peter Hummelgaard tror på kapitalismen, men i en tøjlet og reguleret udgave, ikke den neoliberalistiske tilgang til det frie marked, som den der hyldes af den nuværende regering og Liberal Alliance.
Hummelgaard peger på alle de vanskeligheder en tøjlesløs kapitalisme har ført med sig begyndende med finanskrisen i 2008 – der muligvis ikke bliver den eneste af sin slags – og citerer her Per Stig Møller:
… hvis det repræsentative demokrati ikke kan finde løsninger, der opleves som rimelig fair over for alle, og som er i helhedens interesse, risikerer det at skride ud og fremkalde ekstremistiske løsninger.
Det store problem er, som det dagligt nævnes i pressen, den stigende ulighed. Den er accelereret af finanspolitik der har tilgodeset de rigeste og ladet de fattige betale, herhjemme og i udlandet. Det, følelsen af uretfærdighed, er årsagen til valget af Trump og årsagen til De gule Vestes opdukken i Frankrig. Når andre belønnes for ingenting, og man selv ikke længere belønnes for hårdt arbejde, så er det vanskeligt at tro på det retfærdige samfund.
Uretfærdigheden skyldes flere ting, og Hummelgaard leverer en analyse af, hvad der skete under finanskrisen, men også den teknologiske udvikling og den medfølgende reduktion af behovet for arbejdskraft er medspillere. Hummelgaard langer blandt andet ud efter Venstre og Anders Fogh Rasmussen der i sin regeringstid insisterede på ikke at blande sig i økonomien og gik forrest med manglende indgreb og ufinansierede skattelettelser.
Sagt på en usocialdemokratisk måde, så har overklassen på grund af de teknologiske muligheder ikke længere det samme behov for en sund og vedligeholdt arbejderklasse.
Toplønninger er umoralsk høje, og banker understøtter ikke længere deres lokalsamfund og satser i stedet på de kortsigtede gevinster. Situationen er uholdbar, men Hummelgaard har bud på medicin, så kapitalismen igen kan blive samfundet gode tjener og skabe arbejdspladser og vækst. Som udtalt af en ægte socialdemokrat.
Klimavanskeligheder og kapitalismens generelle problem med jagten på jordens ressourcer kommer vi lidt let henover, og det kan være vanskeligt nok at se, hvordan kapitalisme og klimabevidsthed kan forenes, selv om Hummelgaard skriver, at fremtidens vækst skal være grøn og bæredygtig, og man skal aftale, hvor meget produktion må belaste miljø og natur. Det forhindrer åbenbart ikke tanker om byggeri på Amager Fælled.
En anden vanskelighed ved Hummelgaards ellers relevante løsningsforslag er den jævnlige fremhævelse af bankverdenens megalønninger der lægger stadig større distance til de mere jævne lønninger i bunden af pyramiden. Hvad der ikke nævnes, er forskellen på danske og udenlandske lønninger. Hvordan kan man forhindre, at produktion rejser ud over grænserne eller udføres af mennesker med andre lønkrav end danskerne? Går Socialdemokratiet ind for at isolere Danmark fra resten af verden?
Der er flere uldne punkter, men vi får et udmærket udgangspunkt for den næste valgdebat.
Den syge kapitalisme
Peter Hummelgaard
250 sider
Gyldendal
Udgivet: 10.12.2018
Birte Strandby
