I mange børnebøger er hovedpersonen et barn eller et dyr, der tænker og/eller opfører sig som et barn. Dette for at give målgruppen en chance for identifikation. Her er hoved-personen(?) en ost! Oven i købet en ost med identitetsvanskeligheder. Det skaber nogle sjove og anderledes associationer og nye tankebaner, og det giver også anledning til fantasifulde illustrationer. Hvordan det så påvirker børns lyst til at spise ost, vil tiden vise.

Åge er osten. Han lugter dårligt og har besvær med at verfe musene væk. Så han går og spytter på fortovet og beslutter, at han vil være ond. Det kræver ny påklædning – læderjakke og solbriller. Det er nu hensigten, at folk skal løbe skrigende væk, når han viser sig på gaden, og i drømme får han en ondhedsmedalje af borgmesteren.

Åge har gang i flere lede projekter, men de får ikke rigtigt opmærksomhed, og ingen bliver bange. Et enkelt projekt med at bage en kage med eddike, citron og umodne æbler viser sig endda at blive positivt modtaget. Herefter dropper Åge tanken om at være ond og går over i den modsatte grøft – og ind i en ostebutik, hvor han møder fire tiltalende ostekiks.

Den røde tråd er ikke ganske klar, men der er mange underholdende og debatskabende situationer. For eksempel er der på en af de farverige helsides illustrationer en invasion fra andre bøger, og der er mange skægge detaljer.

Lix-tallet er relativt højt for en børnebog for børn i indskolingsalderen, og der er ord som oste-anarkist og osteklokke, så der lægges op til en fælles oplevelse med oplæseren.

Kirsten Ahlburg og Morten Ahlburg

Illustreret af Rasmus Jensen

28 sider

Turbine

Udgivet: 21.03.2014

Børnebog