Psykoterapeut Ashley Davis Bush er klar med en lille og letlæselig guide til at finde ro og mindske stress. ”Den lille bog om indre ro” er en illustreret bog i lommeformat på lige knap hundrede sider. Bogen er en praktisk guide til selvomsorg og fred. Den har undertitlen ”Mindre angst og mere ro med simple øvelser”. 

Bogen indeholder 7 kapitler:

1. Groundet og rodfæstet
2. Afslapning
3. Sindsro
4. Accept
5. Taknemmelighed
6. Medfølelse
7. Hinsides dig selv

Indledningsvis sætter Ashley Davis Bush ord på begrebet indre ro. Hun benytter ofte billeder i sine beskrivelser, så det er let at forstå. Med øvelse vil læseren kunne opnå større indre ro. Bogen er derfor fyldt med en række praktiske værktøjer, som hjælper til at finde indre ro.

Ashley Davis Bushs strategier og værktøjer er hentet forskellige steder fra; fx meditation, vejrtrækningsøvelser, visualisering og bevægelse. Øvelserne er generelt enkle og de er også formidlet pædagogisk. Det ændrer dog ikke på, at det i praksis virker noget nær umuligt at udføre flere af dem, medmindre man har en formidabel hukommelse eller vælger at indtale instruktionen på sin telefon til sig selv. Det er nemlig ikke let at lukke øjnene og derpå udføre flere forskellige instruktioner. Hvordan skal man huske flere punkter på forhånd? Det ville være ideelt med link til en lydfil.

Generelt er der flere øvelser, der er svære at udføre på egen hånd uden instruktør – trods deres enkelthed. Hvad vil det fx sige at trække vejret gennem fodsålerne?!

Ashley Davis Bush har nogle gode pointer om den tid vi lever i og behovet for ro, afslapning og selvudvikling. Hendes lille bog er inspirerende, og vil givetvis anspore til supplerende læsning om forskellige værktøjer og teorier. Visse øvelser har du måske allerede mødt før; fx i kognitiv terapi. Qua bogens begrænsede omfang bliver den imidlertid også en kende mangelfuld i forhold til faglige ballast og dokumentation. Eksempelvis oplister forfatteren en hel liste over fordele ved indre ro uden kildehenvisninger. Det er brandærgerligt, da man tydeligt fornemmer at forfatteren er en dygtig psykoterapeut med et oprigtigt ønske om at hjælpe læseren til at finde sin egen indre fred. 

Den lille bog om indre ro

Forfatter: Ashley Davis Bush

Oversættelse: Anne Skov Thomsen

Forlag: TURBINE

96 sider. Hæftet. Illustreret

Udgivelsesdato: 19. 9. 2019

Anmelder: Nønne Lønne Votborg