Jeg var en mand, og derfor stolede de ikke på mig.

Henning er 55 år og på jagt – efter sig selv. Han har været kærester med kvinder, været gift med kvinder, men det er ikke lykkedes ham at være sig selv med nogen af kvinderne og måske heller ikke med mænd.

Jeg forelskede mig i en, der hed Rannveig, og besluttede mig for, at det var sammen med hende, at jeg kunne blive mig selv, blive den jeg altid skulle have været.

Men heller ikke med Rannveig bliver Henning, den han skulle have været. Han slås med en fastlagt manderolle, prøver at få den til at passe ind i forholdene, men det fungerer ikke godt. Med Jenny der er bange for at miste sin skønhed, glæder han sig til at overbevise hende om, at hun er smuk, men det er en fejl, og han bliver i egen optik ‘den slags mand, der egentligt ikke forstår, hvad det drejer sig om, der oplever andres problemer som unødvendige forhindringer …’

Romanen begynder med, at Henning bliver fyret, fordi han uovervejet kommer for tæt på en kunde i det reklamebureau, hvor han arbejder. Fyringen overrasker ham meget, ligesom det overrasker ham at opdage, at hans to voksne døtre synes, han er for meget. 

Det er også lige før, han er for meget for læseren.

Hans talent for selvrefleksion og navlepilleri er helt enestående, og trods den gennemførte præsentation af et ægte menneske i tre dimensioner, får man til overflod dækket sit behov for hans bekendelser og hans arbejde med  kønsrolle og seksualitet. 

Den jeg skulle blive

Geir Gulliksen

Oversat af Rolf Stavnem

254 sider

Gutkind

Udgivet: 03.02.2020

Birte Strandby