Jesper Wung-Sung har længe haft et særligt tag i de unge teenagere og tweenagere med romaner som Ud med Knud og Kopierne, der rummer skæbnesvanger realisme og dystopi. Helt så mørk er Den hvide kanin ikke, og man kan roligt læse den for mindre børn uden at være bange for, at den giver børnene mareridt. Men ren idyl er det nu ikke:
En lille hvid kanin, K hedder den, har levet hele sit liv i en tryllekunstners høje hat. Kaninens liv består af: en trylleremse, at blive løftet op i ørerne, masser af lys og masser af bifald. Men en dag står den overfor en tom sal, og der er ikke nogen der løfter den op. Tryllekunstneren ligger på gulvet, og kaninen kan ikke komme ind i hatten. Efter en tid begynder K at lede efter en ny hat at bo i. Det fører den vidt omkring. Kongen vil ikke have nogen til at bo i sin krone, og på byggepladsen skal man bruge sikkerhedshjelm. Jagten på en ny hat er heller ikke ufarlig. K kommer til skade i mødet med vrede eller fulde mennesker, og det er ret synd for den lille kanin, der bare vil have et sted at bo. Heldigvis er det ikke Den lille pige med svovlstikkerne, og der er håb for K.
Der er fine illustrationer i enkelt- og dobbeltopslag med tegninger af den lille ulykkelige kanin og de store vrede mennesker. De fleste baggrunde er holdt i mørkegrå, dystre nuancer og fortæller alt det om den lille hvide kanins trængsler, som teksten ikke røber.
Jesper Wung-Sung
Illustreret af Anna Margrethe Kjærgaard
44 sider
Høst & Søn
Udgivet: 29.01.2016
Birte Strandby