Historie fra dengang, da jorden havde to måner og ikke kun en.
Der var engang to måner, en sur og en glad. De skændtes hele natten om, hvem der skinnede smukkest. Nogle gange blev solen træt af at høre på dem, og skinnede kun lidt på dem, så man fra jorden så to halvmåner. Og en gang droppede solen simpelthen at skinne på månerne. Det bekymrede de to måner, og langt om længe fandt de ud af, at de kunne hjælpe hinanden, hvorpå de slog sig sammen til den måne, vi kender i dag.
Alle sider er smukt og tæt illustreret med en mørk nattehimmel, hvor de to uenige måner diskuterer i selskab med solen og jorden. Skriften er gul i samme nuance som stjernerne og tegningerne er koloreret med farveblyanter. Den kunstneriske stil er ungdommelig, og vil sandsynligvis give mulighed for genkendelse for børnehavebørn.
Umiddelbart kan man sige, at fortællingen handler om vigtigheden af at samarbejde, men der er lidt ubalance i forholdet fra begyndelsen. Den sure måne er ikke blot sur, men også smålig og selvhævdende, hvorimod den glade månes største fejl tilsyneladende er, at den nogle gange måske har været lidt for sjov og glad, og det er da ret forfærdeligt, at det kan blive straffet lige så hårdt som den smålige og selvhævdende adfærd.
Bogen henvender sig til mindre børn, måske børnehavebørn. Sproget er nogenlunde tilpasset denne aldersgruppe, og omend der anvendes et udtryk som sødme, og måner ligger inden for de fleste mindre børns begrebsrepertoire.
Den glade og den sure måne
Anne Katrine T. Brix
Illustreret af Lærke Dalsgaard Rieb Andersen
26 sider
Trykværket
Udgivet: 2019
Birte Strandby
