I fagbogen ”Den Fjerde Rytter” gennemgår arkæolog Jeanette Varberg og museumsdirektør Poul Duedahl 10.000 års epidemihistorie. Det er med andre ord en uhyre aktuel og vedkommende bog set i lyset af den nuværende Cornona-pandemi. Bogen fortæller om epidemier, der har slået folk i stort antal ihjel lige fra stenalderen og frem til nu, hvor vi står overfor coronavirusset.

Med ”Den fjerde rytter” bliver læseren godt klædt på til bedre at forstå epidemiernes baggrund og væsen. De to velansete forfattere stiller nemlig skarpt på virus og mikrobernes væsen, så vi bedre kan forstå hvad der er på spil. Mikroberne er nemlig resultatet af en evolutionær proces på akkurat samme måde som mennesket selv er. Mikroberne udvikler sig til stadighed og finder nye værter, der bedst muligt tillader dem at sprede sig let og effektivt. Og så har vi balladen!

Bogen er kronologisk opbygget og fortæller således om alle historiens mest bemærkelsesværdige epidemier og pandemier, men undervejs trækkes der også fine tråde til nutiden og de udfordringer vi står overfor pt. Læseren får et godt indblik i hvilke forhold, der spiller ind når epidemierne slår sig løs.

”Den fjerde rytter” spoler tiden tilbage til dengang mennesket gik fra at være samlere og jægere til at blive bønder. Netop da vi begynder at holde dyr og bo tæt med dem, opstår der på flere parametre ideelle betingelser for epidemier. Menneskene kan nu brødføde flere og de lever længere. Ulempen er b.la. at husdyrene har blinde passagerer, og samtidig lever bønderne tæt på dyrene under uhygiejniske forhold. Derved dannes grobund for sygdomme som skaber epidemier. Den første store og alvorlige epidemi vi hører om, er pesten som faktisk kan spores 5000 år tilbage til Sverige. Pesten ér og bliver en af de mest frygtede historiske sygdomme; b.la. fordi den så let spredes vha. rotter og lopper.

Bogen gennemgå en lang række forskellige epidemier grundigt og sagligt. Der eksemplificeres med henvisninger til kilder; hvor man har fundet arkæologiske fund eller anden form for dokumentation. Det er fascinerende og fængslende læsning! Undervejs får læseren indblik i, hvordan de pgl. epidemier blev håndteret i datiden og hvordan, der gradvist er gjort fremskridt i forhold til vores forståelse af epidemiens væsen og behandling af de smittede.

Epidemiernes størrelse og voldsomhed slår mig som det mest overraskende ved læsningen af bogen. Forfatterne understreger da også mere end én gang at ”de epidemiske sygdomme har kostet flere menneskeliv end alle verdenshistoriens krige tilsammen”. Vi påmindes om at tage dem og deres kraft alvorligt. Forfatterduoen minder os om, at glemslen er vores værste fjende; lige så snart vi er gennem en epidemi har vi det med at glemme alt hvad vi har lært. Men det er farligt! Som samfund skal vi fx sikre os værnemidler og strategier.

Den største pointe er, at vores valg af levevis med husdyrhold og omlægning af den utæmmede natur ikke er uden omkostninger og risici. Vi har allerede oplevet en lang række mindre epidemier: Ebola, fugleinfluenza, sars, salmonella, borreliose, gul feber, kogalskab mfl. Og flere er på vej! Vi vil ikke altid kunne lykkes med at inddæmme i tide. Det kræver meget mere – sådan som forfatterne påviser, idet de bruger det historiske perspektiv til at anskueliggøre det med.

Netop nu hvor debatten om aflivning af mink raser, har bogens forfattere en særlig besked til os: ”Tre fjerdedele af alle sygdomme stammer trods alt fra dyr” og videre skriver de med bekymring om ”De såkaldte nyttedyr som opstaldes tæt mange sammen og passes og tilses af mennesker. Det kan man så tænke lidt over”.

”Den fjerde rytter” er en uhyre velskrevet og velformidlet fagbog om epidemihistorie. Forfatterne formår at fortælle om virusser og pandemier på en pædagogisk, veloplagt og letforståelig måde. Samtidig er bogen godt opbygget med en tidstavle, der viser de største sygdomsudbrud, gode illustrationer samt en udførlig litteraturliste. Forfatterduoen lykkes til fulde med at formidle sit budskab: At epidemierne er en del af et historisk mønster, der har gentaget sig i tusindvis af år. Dét er Coronavirusset også. Meget tyder endog på, at Corona kun er en generalprøve på et nyt og endnu større virus. Derfor opfordres vi til at lære af historien. Med bogen her er har vi et godt grundlag at forstå tingene på.

Den fjerde rytter

10.000 års epidemihistorie

Forfattere: Jeanette Varberg og Poul Duedahl

Forlag: Gads Forlag

274 sider. Hardcover m. smudsomslag

Udgivelsesdato: 9. 10. 2020

Anmelder: Nønne Lønne Votborg