Den vestlige verden har efterhånden indset de mange vanskeligheder, som nutidens og fremtidens demografi byder på: Den omvendte befolkningspyramide, hvor få unge skal forsørge rigtigt mange ældre mennesker, der er gået på pension og efterløn som 60 og 70-årige og derefter lever, til de er 90 med risiko for adskillige behandlingskrævende og dyre sygdomsforløb. Samtidigt er der det stigende forbrug af knappe ressourcer og afvandringen fra landområderne. Det bliver dyrt eller umuligt at holde gang i de små landsbyer, hvad angår offentlig transport, skoler, bibliotek og købmand. Ansvaret ligger både hos stat, kommune og borger.  Bogen, der med al sin relevans måske burde have været oversat til dansk, gennemgår de udfordringer (tyske) borgere og deres landsbysamfund vil opleve, og der er en diskussion af de forventelige vanskeligheder i fordelingspolitikken og hermed indflydelsen på fremtidens demokrati.

Bogen omfatter en gennemgribende kritik af den tyske mangel på reaktion – defensiv ignorance – på det demografiske problem, en kritik der med god ret kan stiles til andre europæiske lande, hvor man også kører videre, som om demografi og miljø var uforanderlige størrelser. En undtagelse er Frankrig, der via muligheder for hushjælp og pekuniær bistand gør en indsats for, at gøre det lettere at være børnefamilie, hvilket angiveligt fører til flere babyer.

Forfatterne har forskellige forslag til imødegåelse af vanskelighederne ikke mindst hvordan forpligtelserne fordeles mellem staten, kommunen og borgerne. Herunder præsenteres forskellige byudviklingsprojekter, hvoraf et enkelt kan sammenlignes med ’cittaslow’ (=Internationalt bynetværk for det gode liv, www.cittaslow.org).

Konkluderende anbefales en gentænkning af velfærdsstaten. Problemudredningen fylder meget, mens problemløsningerne er begrænsede men åbne for fortolkningsmuligheder.

Jens Kersten, Claudia Neu, Berthold Vogel

151 sider

Hamburger Edition

Udgivet: 2013