Så har Wise Wonderful Wicked Weldon gjort det igen. I en alder af 86 og med mere end 50 værker bag sig skulle man jo tro, at fantasien, humoren eller i hvert fald ondskabsfuldheden var blegnet en smule, men nej! Og hvem vil ikke gerne vide, hvordan det gik personerne i Weldons 34 år gamle værk: The Life and Loves of a She Devil. Romanen der blev filmatiseret to gange, først som engelsk tv-serie lige efter bogen, og i anden omgang i Hun-djævelen med Meryl Streep som Mary Fisher og Roseanna som She Devil.
She Devil, eller rettere Lady Ruth Patchett, som hun hedder, eller Diabolissima som hendes assistent kalder hende er bestyrelsesformand og direktør for Institute for Gender Parity, og hun bor i Mary Fishers hus med tårnet – ude ved havet.
Bobbo, den omstridte ægtefælle, er en syg, dement, gammel mand. Han bor i tårnet i sin seng og kan ifølge lægen dø når som helst, men hadet holder ham i live.
Mary Fisher er død for længe siden, men noget får hende til at blive hængende i tårnet – Wooo-h, wooo-h and all that. Hun har mistet interessen for Bobbo og i stedet kastet øjnene på hundjævelens barnebarn, Tyler, der er en smuk, god ung mand og forbløffende uspoleret trods sin dysfunktionelle familie og generelle omgivelser taget i betragtning.
Af andre komplekse og fascinerende personligheder skal nævnes en kynisk læge der tilser Bobbo i tårnet, en omsorgsfuld socialrådgiver på jobcenteret, der passer på Tyler, og hundjævelens assistent, der har store planer og en let diffus seksuel orientering, indtil hun møder Tyler.
Hundjævelens assistent har planer, hundjævelen har planer, og Mary Fishers ånd har planer. Tyler er lidt vag i den maskulinitet der skulle have givet damerne modspil, angiveligt fordi han fik flaske som spæd – plastikflaske med phthalater – en velanbragt detalje, ligesom de andre fikse detaljer der sætter farve på læsningen. Plotmæssigt er dette ikke Weldons bedste, men man kan kun nyde Weldons virtuose omgang med sprog og hendes feminisme, kynisme, humor.
Fay Weldon
Death of a She Devil
346 sider
Head of Zeus Ltd.
Udgivet: 2017
Birte Strandby