Som cyklist kan man få den tanke, at bilisterne tager forskud på regeringens udmelding om højere hastighed på landevejene. Det kan man tydeligt mærke, når man sniger sig af sted i græsrabatten ved siden af den hvide stribe. Den samme effekt – højere hastighed – kunne mærkes, da regeringsgrundlaget blev offentliggjort, og igen da lovforslaget blev fremlagt. ‘Jubii, det er ok at køre stærkt’ synes at være et budskab der virkelig er trængt igennem på et niveau som Rådet for Sikker Trafik kun kan drømme om for deres kampagner. Farten dræber ikke?
Ydermere skal biler være billigere, man skal begynde sin bilkørsel som 16-årig, og man er ikke længere forpligtet til at indhente lægens accept for at bevare sit kørekort, når man bliver ældre. Her kunne man godt nævne noget om, at hjernen ikke er udviklet før 23-årsalderen, og forfaldet begynder ved de 45 år, så der kan være sket en del med sanser og reflekser allerede, når man bliver 60. Men det er åbenbart ikke så vigtigt.
Når mulighederne for bilister øges, og det bliver mere usikkert at være ikke-bilist, bliver resultatet selvsagt flere bilister. Når vi så sidder i hver sin bil – både dem der kan køre og dem der ikke kan – (ingen grund til panik: 80 % af alle bilister mener, at de kører bedre end gennemsnittet!) – så har regeringen rygdækning til at aflyse offentlig transport. Hermed spares på udgifterne, og der tjenes på øgede registreringsafgifter. Fed forretning. Omend mindre behageligt for bløde trafikanter i en stigende biltrafik.
Er det virkeligt en god ide at tvinge borgerne ud i tidsrøvende forureningskøer, mens vi gør krav på hver vores to kvadratmeter asfalt?
Hvorfor overser regeringen totalt de fantastiske muligheder der findes i cykling og offentlig transport: Motion, frisk luft eller tid til at arbejde under transport. Hvorfor handler det ikke om at reducere spildtid, at forbedre sundheden og skabe et menneskevenligt miljø?
Ved vores folkevalgte hvad de gør?
Venlig hilsen
Birte Gam-Jensen
Parkvej 38 B
5600 Faaborg
Jyllands-Posten den 29. september 2017