Jørn Lund, sprogmennesket der tager sit kald alvorligt, har udgivet en lille samling diagnoser på sproglige tilbøjeligheder.

Det er selvsagt velskrevne diagnoser på nutidens sprogbrug både de nye ord, der invaderer os blandt andet fra engelsk og direkte ind i erhvervslivet såsom chief executive officer og vice president, og ord der dels er nyskabelser og dels repræsenterer ændringer i tilværelsen og samlivet, således at man nu kan tænde på hinanden eller ved den modsatte effekt tænde af. Herunder hører også miskrediteringen af morfar, et begreb der står for forældet/stillestående: Musik i morfar-bar er Giro 413 – mens mormormad er kommet i højsædet.

Herudover manes til besindighed ved anvendelse af udtrykket ’fed’, ligesom man skal være tilbageholdende med feminiseringen af steg og sild og for eksempel helst undgå at kalde sin kone en fed sild.

Anders Lund Madsens er repræsenteret med flere udtryk: At kele er at holde sig til emnet under en familiediskussion (forekommer sjældent!)

En anden diagnose behandler vinanmeldelsers ændrede form og figur: Gammel ost, våd prut og jordslået gymnastiktøj.

Generelt er det rigtig god underholdning ledsaget af en solid (og berettiget) underliggende samfundskritik gående på blandt andet den tiltagende egoisme, som forkæles og understreges af reklameverdenen såvel som erhvervslivets mange flosklelindpakninger, der skal tjene til at undgå brug af eksempelvis ordet ’fyring’.

Nordmændene er her hængt ud som skandinaverne uden humor, men er det ikke svenskerne, der er født uden humor? Nordmændene har Fleksnes, Johan Falkberget (Bør Børson), og Kurt blir grusom, mens svenskerne ikke har gode eksempler på humor i tiden mellem Pär Lägerkvist og Torgny Lindgren.

Jørn Lund

206 sider

Gads Forlag

Udgivet: 07.02.2011