Danmarks runesten foreligger nu i 2. udgave. Det er en coffeetable book med flotte billeder af de ca. 260 danske runesten inkl. tegninger/optegnelser af de manglende runesten. Bogen indledes med en introduktion til runologien og forne tiders runologer samt en gennemgang af furtharken (runealfabetet), og hvordan denne ændrede sig over tid. Lisbeth Imer er ikke bleg for at bemærke, hvad der er spekulation, eller hvad en fortolkning bygger på. 

Runestenene bliver præsenteret per århundrede med historisk introduktion til perioden og de relevante magtforhold for netop at give læseren en chance for at forstå stenenes indhold i konteksten. Ellers kan mindesmærker med indskrifter som ’Asfrid gjorde disse kumler efter Sigtryg, hendes og Gnupas søn’ virke uinteressante, men de bliver langt mere interessante, når de bliver sammenholdt med andre kilder, der antyder, at der er tale om kongelig æt, og at stenen formodentlig er en del af et magtspil. Udover den historiske kontekst bliver også ændringer i stenenes indhold og ornamentering samt læseretning beskrevet. En charmerende detalje er, at Imer gør opmærksom på enkelte ord eller navne ved de fleste sten ved at henlede læsernes opmærksomhed på, hvor præcist ordet er skrevet og med hvilke runer. 

Afslutningsvis skriver Imer om runestenes fortsatte betydning og den stadige brug til kulturelle formål både indenlands og udenlands. Blandt andet nævnes de kopier af Haralds Jelling-sten, der står i Tokyo, Los Angeles, London og Rouen. Et eksempel der ikke er med i bogen er den kopi af Haralds Jelling-sten, der står foran Utrecht universitetets Academiegebouw. Den blev skænket af universitetets danske venner i anledning af universitetets 300-års jubilæum i 1936 – vist lidt som en undskyldning for tidligere tiders togter, der gik hårdt ud over byen. Til gengæld har hjemmesiden Nationalmuseets Jellingprojekt en liste over de indtil videre 11 kopier.

Bogen er let tilgængelig og indeholder mere af Lisbeth Imers samarbejde med Laila Kitzler Åhfeldt om 3D-skanninger af runesten, som også bliver præsenteret i DR-serien ’Gåden om Thyra’. Disse 3D skanninger giver et høj-opløsning billede af stenenes overflade, der så kan give et indblik i slagretning og rytme. Hvilket ifølge Imer kan sammenkæde sten og runerister.

Hvis man gerne vil have en grundig og flot indgang til de danske runesten, så er denne bog absolut et godt sted at begynde.

Danmarks runesten – en fortælling

357 sider

2. udgave

Af Lisbeth Imer med billeder af Roberto Fortuna

Udgivet af Gyldendal og Nationalmuseet

Udgivet: Oktober 2023

Freja G. Østergaard