Er mænd helt fundamentalt nogle svin?
Samtalebogen har den fordel fremfor biografien, at den aldrig bliver helt så tung i travet. Det gælder også denne lange samtale mellem Jokeren, Jesper Dahl, rapper, producer, skuespiller og tv-vært – og Kurt Thyboe, forfatter, journalist og sportskommentator måske bedst kendt som chefredaktør Ugens Rapport – tidsskriftet som Aller-koncernen ikke ville vedkende sig, skønt det under Thyboe tjente 1,5 milliarder kroner.
Jonas Nyrup er journalist og den officielle ordstyrer for de to meget ordrige mænd og med pligt til også at hente rødvin til selskabet.
Resultatet er intens mandehørm, men derfor kan det godt være både underholdende berigende. Det man – måske utilsigtet – lærer mest om er, hvordan de to herrer uafladeligt støder på mainstream-bornertheden. Allerede da Thyboe var journalistelev på Ålborg Stiftstidende var der en underskriftsindsamling på bladet, der ville have ham forvist fra journalistikken, men det var også ham, Aller kaldte på for at han skulle skrive noget med sex, vold og krimi. Og til læserne af Ugens rapport: Alle reportager var sandfærdige. Hvad der måske er mere overraskende, er at Thyboe har skrevet 12 sange til Peter Belli, herunder Ingen regning.
Jokeren bevæger sig rundt på kanten af samfundet. Som selvstændig kan han ikke få understøttelse og lever derfor – da bogen skrives – på sofaen hos ludere og lommetyve, – de fattige bliver hjulpet af de fattige.
Til hans første koncert var der 10 publikummer og 300 feministiske demonstranter; og sammen med en dame er han engang sprunget nøgen ud fra Knippelsbro.
De gedigne ordstrømme kommer omkring mange emner, men kvinder fylder mest for begge med og uden objektivisering og generaliseringer:
En kvinde er blottet for normal logik, men evigt styret af sine dyriske instinkter og geniale intuition.
Udover kvinder og sex er kreativitet og tendenser i samfundet på emnelisten. I bogens slutning er der udførlige CV’er for begge deltagerne samt opskrift på Jokerens græske rejesuppe.
Hvad der for den ene er pornografi er for den anden geniets latter.
Jonas Nyrup
285 sider
Turbine
Udgivet: 2015
Birte Strandby