Chili-zombierne skiller sig ud fra den gennemsnitlige børnebog på flere måder. Dels er den mere gruopvækkende, og så er zombierne i bogen meget røde modsat de zombier, film og litteratur sædvanligvis præsenterer. Dels taler fortælleren direkte til læseren, og det er blandt andet fordi, læseren skal vælge, hvordan fortællingen skal udvikle sig. Skal man for eksempel flygte fra zombierne, angribe dem eller måske lade som ingenting? Alle valg fører til en ny side, et nyt sted hen, nogle sjovere end andre.

Det begynder med, at skolens kok der er begejstret for chili, har fået nogle ekstra stærke chilier fra Haiti. Han bliver ret sur, hvis nogen brokker sig over maden, så folk spiser bare. Bortset fra at fortællingens ‘du’ forsigtigt spørger kokken, om det er muligt at få noget uden chili. Og det skulle du aldrig have gjort.

Kokken er ikke bare sur, han er direkte aggressiv, og det viser sig siden, at lærerne er blevet til zombier på grund af de nye chilier. Men læserens mod og handlekraft kan redde skolen og verden. Eller læseren kan selv blive til en chili-zombie.

De mange illustrationer er i kraftige farver. Zombierne er i flere nuancer af rød, kranier kan være både røde og grønne, og kokken og hans omgivelser ligner mest en poppet udgave af helvede. Det eneste i pastelfarve er en hoppeborg formet som en hjerne. Det kan næppe være en salgssucces, men der er brug for den i bogen.

Konceptet er underholdende, måske er det sjovest, hvis man læser bogen sammen med andre, ellers kan det godt blive lidt belastende at skulle bladre rundt efter fortsættelsen. 

Chili-zombierne

Skrevet og illustreret af Emil Landgreen

122 sider

Forlaget Bolden

Udgivet: 2024

Birte Strandby