Peter er i Constantine, Algeriet for at igangsætte en insulinproduktion. Det viser sig at blive en overraskende vanskelig opgave. Der mangler ting på fabrikken, reservedele er problematiske at importere, nødvendige vandrør kan ikke blive frigivet i tolden, og den lokale arbejdskraft er ikke meget motiverede for at tage fat.
Direktøren på fabrikken har reelt ingen handlemuligheder, fordi alt besluttes på et højere niveau, og generelt afhænger hele projektet af den politiske situation i landet. Umiddelbart ikke en vindersag,
Jeg følte mig omtrent så nyttig som en formueforvalter i et gældsfængsel.
Peter er åben og ikke uden diplomatiske talenter. Det samme kan man ikke sige om hans kollega Anna, der lidt overraskende hænger fast i noget white supremacy-tankegang der gør det vanskeligt for hende at forsøge nogen form for tilpasning til omgivelserne.
Anna roder sig ud i problemer, og Peter møder Amina. Samtidigt præsenteres læseren for et Algeriet der ikke rigtigt kan glemme et fransk overherredømme med tragiske følger – Algeriets uoverensstemmelsen med Frankrig i 1960 blev af europæerne benævnt Algierkrisen, men var i virkeligheden en massakre, hvor halvanden million algierer, mænd, kvinder og børn, blev dræbt af franskmændene.
En af de lokale i Constantine forklarer Peter, at Algiers olierigdomme har forhindret, at man i Algeriet har udviklet landbrug eller industri. Desuden var arbejde et af franskmændenes påfund, derfor er algiererne fortsat modstandere af arbejde.
Her er kærlighed og krise, men temaet er først og fremmest kultursammenstød på ethvert tænkeligt niveau. Er Algeriet et demokrati eller et diktatur, og hvorfor er det så vanskeligt at få noget op at køre?
Et godt, personligt billede af danskerens møde med det ægte fremmede.
David Bekker-Jensen
Broernes By
233 sider
Egolibris
Udgivet: 2018
Birte Strandby
