Inge Eriksen, forfatter til blandt andet Viktoria og verdensrevolutionen, har skrevet denne erindringsbog. Det negative er, at det er en selvbiografi, en genre der bør betrædes med megen varsomhed og godt udsyn. Eller som det er tilfældet her med brutal selverkendelse, håbløs ærlighed og god respekt for sandheden. Første del om den tidlige barndom kunne ligne andre barndomme, men med teenageren dukker også personligheden op, og det giver interessante indslag om hvidkitlede autoriteter, et elitært uddannelsessystem – der i øvrigt revolutioneres i løbet af forfatterens ungdom, der også omfatter et nærbillede af 1968, ligesom en udvikling i kvinderollen og en social udvikling finder sted i samme periode. Og Inge Eriksen har blik for det hele og – hvad der er yderligere positivt – fortæller historien uden at pynte på hverken egne bedrifter eller andres. Det virker behageligt forfriskende uden at få en til at længes til de gode, gamle dage.
Bortset fra de første, tidlige barndomsår er der et højt fortælletempo, og man skal holde tungen lige i munden for at få det hele med, når den politiske verdenshistorie gengives på baggrund af begivenheder i Aalborg og omegn. De store spørgsmål er blandt andet om Montgomery nogensinde nåede på besøg i Ranum, hvorfor der er så stor forskel på Aalborg og Århus og hvordan studenteroprøret i 1968 så ud fra universitetsvinkel.
Samtidigt får man indtryk af et levende, engageret menneske, der syer babytøj på fødegangen, finder det perverst at spilde to timer dagligt på transport og i øvrigt mistror ethvert regime, der ikke tåler kritisk debat. Selvbiografi med fart og tempo.
Forfatter: Inge Eriksen
240 sider
Gyldendal
Udgivet 7.10.2009
