Er den hellige gral skjult på Bornholm?
Det er et af flere interessante spørgsmål i denne Dan Brown inspirerede spændingsroman om disse tempelriddere, der åbenbart ikke er helt uddøde.
Romanen har to baner – dels fortællingen om Bernard der først er tempelridder og siden abbed og grundlægger af kirker og klostre i Frankrig og måske i Danmark i 1100-tallet. Bernard begynder som væbner men kåres hurtigt til tempelridder. Han danner par med Bellisante. Deres forhold trues af en fanatisk præst, men det bliver værst for ham.
Den anden bane finder sted i nutiden, hvor vi følger Viktor og Mikkel, der pludselig inddrages i opklaringen af forræderi inden for tempelriddernes egen orden. Viktor indfanges af ordenen Fraternité Croix Blanche, der lover ham et ekstraordinært honorar, afslører uforlignelige talenter for hacking og samtidigt skaffer ham et VIP-pas der kan sikre ham let adgang til Schweiz, hvortil han ellers har et indrejseforbud, han har gjort sig fortjent til i forbindelse med tidligere opgaver.
Udover det indledende spørgsmål om tempelriddernes indflydelse på bornholmsk kirkebygning handler det om afsløringen af, at jorden alligevel ikke var verdens centrum – heller ikke i 1100-tallet. I nutiden handler det om Bilderberg, ulighed og den rigeste ene procent, hvis elite, 128.000 medlemmer der råder over mere end 50 milliarder hver, har konti i schweiziske banker. Og så handler det om, at finanskrisen var orkestreret, og at den magtfulde organisation Fraternité Croix Blanche ikke greb ind, fordi man ønskede at fjerne rådne æbler fra finanssektoren.
For Viktor afsløres kontakten til organisationen i skikkelse af Vittorio, døende italiener med gigantformue. Spændingen stiger heftigt omkring side 444, hvor først en af organisationens mænd og siden flere overløbere dør under dramatiske omstændigheder.
Spændingen og blodsudgydelserne holder sig nogenlunde til slutningen, men romanen er for lang, for detaljerig og kunne sagtens tåle at tabe sig et par hundrede sider.
Ole Clifford
Broderskabet
639 sider
Alhambra
Udgivet: 21.09.2016
Birte Strandby