BogForum er som sædvanligt et overflødighedshorn af underholdende tilbud af mere eller mindre litterær kvalitet. At et tilbud ikke har den store litterære kvalitet, er ikke det samme som, at det ikke har masser af kvaliteter, men det kan lige så godt være politiske, økonomiske, historiske eller musikalske for den sags skyld.

Blandt mange nye forlag gør Rebel with a Cause sig bemærket. Forlægger Iben H. Philipsen fortalte med begejstring om forlagets nye udgivelser: Byen vinder altid – om Det arabiske Forår, og hvad der virkelig skete i Kairos gader, og om hvorfor arabiske diktaturer ikke blot blev afløst af vestlig demokrati. En anden af forlagets usædvanlige udgivelser er En antisemits erindringer, der jo vækker opsigt alene ved sin titel. Romanen er anmeldt i blandt andet Dagbladet Information. På forlagets to-do-liste står for tiden en indisk forfatters plankning af Shakespeares Kong Lear i indisk setting.

Digital dannelse

På Fag- og Debatscenen diskuterede Camilla Mehlsen, Lykke Møller Kristensen, Ulla Dyrløv, Bent Meier Sørensen og Vincent Hendricks dagens digitalisering og indflydelse på den opvoksende generation med udgangspunkt i blandt andet Camilla Mehlsen og Vincent Hendricks nyeste udgivelse Digital dannelse. Trods stor enighed blandt deltagerne var det en debat med mange engagerede indlæg, og Lykke Møller Kristensen der beskæftiger sig med børn og sociale medier fortalte om de sociale mediers indbyggede risiko for mobning, om børn der har det dårligt. Landets mest ensomme gruppe er børn og unge, hvor det tidligere var de ældre. Panelet talte om, hvordan man som voksen kunne spørge sine børn om, hvordan de agerer på nettet og ad den vej tilbageerobre en nødvendig indflydelse. Bent Meier Sørensen omtalte den digitale afhængighed som en ‘Ringenes Herre-afhængighed”, en slags drugs, og nævnte den femårige søn, der kunne gå i panik, hvis man fratog ham iPad’en. Der var enighed om, at problemet i høj grad var voksne, der tjekkede mobilen under måltidet og selv var afhængige.

Eller med Inger Christensens ord: Man ser, at lægen selv har taget syre.

Panelets fælles anbefaling var – ikke overraskende – samtale, fysisk nærvær, luft og motion.

Historie

Historieskrivning og korrektion af den historie vi kender var et emne på flere stande. Anders Lundt Hansen fortalte om sin bog Sølv, blod og kongemagt, om hvordan vi bredt kalder en lang tidsperiode for vikingetiden, mens ordet viking i virkeligheden betyder sørøver – uden etnisk skelnen, og kun blev brugt i den forståelse i den periode vi fremover ikke længere kan kalde vikingetiden.

Værket Konfliktzonen Danmark har ligeledes fat i den historie, vi åbenbart ikke kender så godt som vi troede. Rasmus Glenthøj fortalte om 1864, og hvordan man fordelte skyldsspørgsmålet, og Lone Kølle Martinsen beskrev, hvordan Grundtvig var blevet trukket frem af glemslen i forbindelse med EF-valget i 1972 som argument for både højre- og venstrefløjen. Konklusionen af arbejdet med historien var umiddelbart, at der er behov for en skelnen mellem historieskrivning og politiske partsindlæg.

Læring

Lene Tanggaard blev interviewet af Alexander von Oettingen om sin bog Læringsglemsel. Det er jo en opsigtsvækkende og vel selvmodsigende titel, men det er der en forklaring på: Glemsel skal forstås på tre måder: 1) Indlæring er bedst, når man glemmer, at man er i læring. 2) Ifølge Nietzsche skal glemsel give plads til lyst og livsglæde, og: 3) Læringsbegrebet fylder meget. Vi er fikseret i læringsdiskursen, og det skal vi glemme. Læring i sig selv er ikke noget, men en del af et højere mål. Også Tanggaard og von Oettingen var tilsyneladende enige.

Danmark under angreb

Mikael Jalving og Kasper Støvring blev interviewet om deres samtalebog Danmark under angreb. Et angreb der kommer både udefra og indefra,

De to herrer, der af intervieweren blev betegnet som nationalkonservative fortalte begge om, hvordan den politiske udvikling havde ændret deres holdninger fra liberale til konservative. For Jalvings vedkommende skete det i forbindelse med 9/11 og de efterfølgende terrorangreb i London og Barcelona. Herefter var det ikke muligt fortsat at være naiv og blåøjet, og selv institutioner som FN og EF (nu EU), kunne ikke længere forbindes med nogen form for tryghed.

Jalving lagde ud med at beskylde ‘plus-segmentet’ for selvbedrag og ignorance, men overså den kendsgerning, at det jo ikke er sikkert, at segmentet er enig med ham. At pluralistisk ignorance åbenbart er oppe i tiden, er en anden sag – oftest dyrket i forbindelse med klimaet

Kritikken af den danske integrationspolitik var væsentlig og fremført i en skarpere udgave end i bogen. I det hele taget var tonen hård, og kommentarerne om eksempelvis højere kriminalitet blandt indvandrere ikke ganske sandfærdige, hvis man tager i betragtning, at de socioøkonomiske faktorer vejer mere på vægtskålen end religion og kultur.

Støvring sammenlignede Danmark med konkylien, hvor skallen var de gode institutioner, der nu er i fare, og bløddyret er danskerne, der ikke rigtigt er beskyttede af skallen mere. Det er en interessant metafor, og Støvring havde i øvrigt ret i en ting: at vi ser tingene fra vores egen kulturelle synsvinkel og automatisk antager, at andre har det på samme måde.

Jalving sagde til slut, at han gerne ville være den der tog fejl med hensyn til sin og Støvrings teorier om indvandring og integration.

Jalving og Støvring har sikkert fået mange hug for deres holdning, måske var det derfor lyden var så skinger – bogen er ikke helt så skinger – og blottet for tolerance, hvilket i sig selv næppe indbyder til en god debat.

Der findes en del litteratur på området: Multikulturalismens fælder, Omar og de andre, Mennesket har altid vandret, Hvad ved vi om indvandring og integration? Fælles for de nævnte værker er et fornuftigt sprog og dokumenterbare konklusioner.

2. verdenskrig

Paradoksalt var der på Scene 2 samtidigt en samtale mellem Suzi Elena Apelgren og østfrontveteranen Heinrich Germer om bogen fra Vestkysten til Østfronten. Det var ganske gribende, og især veteranens advarsel mod nutidige tendenser i tysk politik, hvor nazismen igen er dukket op, var kraftig og dybfølt. Forfatter Suzi Elena Apelgren kunne tilføje, at hun ved en motorvejsbro samme morgen havde set et banner med ordlyden: Holocaust er en løgn – altså i Danmark. Hvilket billede tegner det, når vi undsiger historien og understreger pointerne med kompromisløs retorik i medierne og stigmatiserende tilbøjeligheder i politik?

Det var Germers højeste ønske, at vi aldrig kommer i en lignende situation igen, at vi bevarer fornuften og medmenneskeligheden.

Der er ingen tvivl om, at tiden lugter af opbrud og forandring, og man kan vælge at skyde skylden på mennesker der flygter fra håbløse tilværelser. Man kan også se, hvad der sker i forbindelse med klimakrisen, klandre neoliberalismen og vores begejstring for forbrugerkulturen.

Alle synspunkter var repræsenteret på bogmessen, og som sædvanligt kunne man nyde de uendeligt mange stande, herunder Muslimer for fred der blandt andet præsenterede udgivelsen Verdenskrise og vejen til fred, Aakjærselskabet der havde vægtige indlæg om Aakjærs roman ‘Vredens børn’, der ifølge repræsentanter for selskabet havde været optakten til indførelsen af kvinder og tjenestefolks valgret i 1915. Ligeledes havde Dansk Pen en kavalkade af kontroversielle oplægsholdere, og sågar Niko Grünfeld var på banen – ikke for at fortælle om møblering af kontorer, men for at berette om kultur.

Mennesker strømmer til BogForum, og Bella er snart så tætpakket, som Forum var det sidste år før flytningen til Bella. Det kulturelle segment består ikke længere kun af kvinder over 50, og den enlige bognørd-eremit, der prægede bogmessen tidligere, er blevet næsten usynlig i det mangfoldige selskab, der bliver mere og mere politisk år for år.

Hvis man vil tage den politiske temperatur i Danmark, så er BogBella stedet, for her deltager også provinsen.

BogForum 2018

Fredag den 26. oktober

Birte Strandby