Bogforum den 7. november 2014

Bogforum er et begreb i forvandling, og hvor det kulturelle segment (kvinder 50+) dominerede sidste år, så er der i år mange yngre mennesker og mange børn. Man forventer 25.000 gæster i løbet af udstillingens tre dage, og den merplads man kunne glæde sig over i 2012 og 2013 efter flytningen fra Forum er så småt ved at forsvinde, skønt det stadig er muligt at rykke ud på midten af Bellas brede gange, hvor befolkningstætheden er mindre.

Nyt på messen er Madscenen, hvor der produceres mad hele dagen – formodentligt af forskellige kogebogsskribenter. Der er også en stand med hjemmelavet chokolade og mange indbydende dufte. I det hele taget er der nok kommet lidt cirkusagtigt over bogmessen – som det blev nævnt ved messens åbning, men det gør måske ikke noget?

Krimier

Krimiforfatter Jussi Adler-Olsen holdt åbningstalen, og spændingsromanforfatter Thomas Ryberg vandt debutantprisen. Det lugter i tilfældet Adler-Olsen lidt af kommercialisme, for enhver ved jo, at krimier ikke har høj status på det litterære parnas, og flere husker sikkert den hyppigt gentagne kommentar fra en anmelder ved Dagbladet Information om, at krimier er for folk der ikke kan læse, skrevet af folk der ikke kan skrive. Krimiens forsvarere vil så indvende, at en krimi udmærket kan give et fint tidsbillede af samfundet og mennesket, og på den led nærme sig den store danske samtidsroman, som vi alle går og venter på – i højere grad end den pt. dominerende egocentrerede roman, der fylder på romanhylden.

Biografier

I sandhedens interesse skal nævnes, at der var flere forfattere, der ikke skrev om sig selv i en eller anden udgave. Eksempelvis fortalte Jakob Levinsen om sin nye bog Den liflige musik, det første danske samlede portræt af Richard Strauss, Tysklands sidste store komponist. Bemærkelsesværdigt var især Strauss’ forhold til nazismen, der kort gik ud på, at han ikke var politisk interesseret, men han tålte ikke indblanding i sit arbejde, hvorfor han forsvarede Stefan Zweig, der havde skrevet librettoen til Strauss’ opera Die zweigsame Frau. Grundet sin jødiske herkomst, forlod Zweig Østrig, da nazisterne kom til magten, men Strauss beholdt hans navn på plakaten, da operaen blev spillet.

Biografier er stadigt et stort emne, således var der blandt årets nyudgivelser Bodil Steensen-Leths biografi om Rued Langgaard, dennes konkurrent Den lille Carl Nielsen, ligesom det nu kan fastslås, at det ikke kun var Roosevelt og Dickens der havde elskerinder. Det havde sandelig også Freud.

Dansk Velfærdshistorie

Så meget for det udadvendte. Med hensyn til det indadvendte så talte Jørn Henrik Petersen med Elisabet Svane om Dansk Velfærdshistorie, hvor det sidste bind – bind seks – netop er udkommet. Det handler om økonomi og socialpolitik, og dermed kommer det også til at handle en del om den danske nationalkarakter, i det omfang man kan tale om en sådan.

Velfærdshistorien begynder i 1536, men det er i 60’erne, velfærdsstaten tager sin begyndelse og 13 år senere sin afslutning – en historisk parentes kaldte Jørn Henrik Petersen det.

I 1960 lå Danmarks bruttonationalprodukt ikke højt på I-landenes liste, og der var ca. 200.000 offentligt ansatte. I 1969 lå Danmark nr. 2 på listen, og antallet af offentligt ansatte var mere end tredobbelt.

Det var efter den periode, at det sociale område gik over til at været styret efter rettighedsprincipper, hvor det tidligere havde været: Gør din pligt og kræv din ret.

Det fulgtes med en holdningsændring hos danskerne, en ny tilegnelse af en offerrolle, hvor man tidligere havde haft en forventning om eksistensen af klassisk velfærd, altså troen på det gode i menneskene: Mådehold, generøsitet, arbejdsvilje.

Sådan er det ikke mere. Her skæver man i stedet til naboen, og bruger dennes ageren til at legitimere egne krav og forventninger. Og det er her, vi mangler kulturpolitikken, der former borgerne, og som man kæmper for at indføre på efterskoler i form af undervisning i medborgerskab, der kan hjælpe privatmennesket til også at blive samfundsmenneske med overblik og udsyn.

Jørn Henrik Petersen er uddannet økonom og det kan der komme noget ud af, hvis man står af i tide. Interviewet var ikke uden underholdningsværdi. Interviewer og den interviewede var angiveligt enige om – dem og mange andre – at blå og rød politik er ligegyldig og har været det i nogen tid. Enhedslisten blev fritaget for ansvar i den sammenhæng.

Ny velfærdshistorie?

Ifølge Jørn Henrik Petersen er der en undergrund, der vil ændre på tingenes tilstand – det blev i øvrigt bekræftet af Lene Andersen med Globalt gearskift i et andet arrangement – og han sluttede med at citere Willy Sørensen for kommentaren om, at materiel sikkerhed giver åndelig stilstand.

Det interessante er, at velfærdshistorien basalt beskriver folkekarakteren tilsat de lidet flatterende karaktertræk offermentalitet og selvcentrering – jævnligt maskeret som individualisme. Det er træk vi hyppigt møder i moderne romaner, og så giver det måske alligevel i en grundlæggende afstandtagen til navlepilleri god mening, at Adler-Olsen holder åbningstale og en spændingsroman får debutantprisen.

Danske PEN
Med hensyn til det selvcentrerede så var danske PEN til stede, og digteren Zubair Butt Hussain fortalte om at være dansk barn af tyrkiske forældre, og foreslog at danskerne droppede konformiteten, værdsatte forskelligheden og begyndte at kigge væk fra navlen og ud på verden, hvor det stadigt var muligt at gøre en forskel.

Børnebøger

Men er voksenlitteraturen præget af biografier og selvcentrering, så tager børnebøgerne fat i store eksistentialistiske emner:

På børnescenen fortalte Jesper Wung-Sung om sin nyeste børnebog Ud med Knud, der handler om en dreng, der kæmper med kræft. Wung-Sung benytter sig af antropomorfisering og skaber Knud som et billede på kræften, og hovedpersonen bruger rigtigt meget krudt på at forsøge at myrde Knud på mange forskellige måder. Knud er ikke sådan at slå ihjel, og det er er romanen heller ikke.

Kenneth Bøgh Andersen fortalte om sin nyeste roman Tempus fugit, en interessant beretning om en dreng, der får mulighed for at styre tiden. Først bliver det en super oplevelse, for hvad kan man ikke, når man kan styre tiden. Sidenhen opdager hovedpersonen, at han har indgået en pagt med djævlen, og det koster.

Så er der kun 363 dage til næste års bogmesse.

Birte Strandby