Syvende hæfte i tegneserien om verdens gang set fra bogfolkets vinkel.
Bogfolket burde jo basalt set være misundelsesværdigt. Tænk at tilbringe sin tid med at udtrykke sig kunstnerisk/læse fantastisk litteratur eller hjælpe forfattere med at skabe bestsellere. Men også den verden er langt mere problemfyldt end man kan se udefra.
Det får Madsen & Bech effektivt og tankevækkende formidlet med præcise tekster og rammende illustrationer – det er nærmest smågenialt at fiksere på fællestrækkene mellem Trump og Tudse fra Vinden i Piletræerne.
Det er seriøse emner der vendes: Bør biblioteksafgiften gå til debutanter, arvinger eller dem der står bag kattevideoer på YouTube? Hvordan havde Georg Brandes’ litteraturkritik fungeret i dag på de elektroniske medier? Er det en god ide at bringe forfattere ind i tv for at udtale sig om udenrigspolitik?
Annika, på hvem girafsprog ikke bider, og evigt begejstrede Lise passer forlaget Buch Binders, Finn Sysholm skriver bøger og drømmer om priser, og biblioteket gør deres for at fremme litteraturen.
Annika er dørvogter og den der afviser manden der opkalder sine børn efter possessive pronominer: Hans og Sine – udfra overbevisningen om, at bogen ikke kan sælges i Jylland.
Jørn Lund er også med i en stribe, der forklarer hvorfor Dansk Sprognævn bør være omhyggelig med at tillade nye udtryk i det danske sprog. Her handler det om det faderløse verbum ‘at vækste’, som sprognævnet tog til sig, fordi det var alene og hadet. Men efter en tid i sproglaboratoriet er det stukket af, og man gætter på at det søger mod egne med et svagt sprogligt immunforsvar.
Og så er der den dramatiske tegneserie om Uløkkeus der efter mødet med klyklopen lander på Bengnavernes Ø uden mulighed for at lave politik igen.
Bob Dylan svarer ikke!
Eks Libris er Weekend-Avisens faste stribe.
Frank Madsen & Sussi Bech
Eks Libris
55 sider
Forlaget Eudor
Udgivet: 2017
Birte Strandby