Blue Jasmine starter egentlig som en klassisk opsætning til komedie. Jasmine, som er vant til et overklasseliv, må efter sin mands anholdelse, skattesvindel, flytte ind med sin middelklassesøster i San Fransisco. Var dette en tv-serie var der klart lagt i ovnen til et klassisk odd-couple scenarie, hvor de grove karikaturer af to klasser mødes i grinagtige situationer. Dette er imidlertid ikke tv og da slet ikke komedie, selvom der er flere komiske indfald.
Jasmine-Jeanette
Jasmine er det navn, som hovedpersonen har givet til sig selv, da det bedre passer med hendes forestilling om, hvem hun er. Med navnet kommer også en specifik historie om, hvordan hun og hendes mand Hal, mødte hinanden imens musikstykket Blue Jasmine spillede.
Konflikten er selvfølgelig hvordan navnet og fantasien Jasmine forsvandt med hendes mand, kun Jeanette er tilbage ude afstand til at acceptere sit tab, ikke af manden men af fantasien. Hun er i filmen konstant i færd med at forsøge at opretholde sin perfekte fantasi om sig selv – at opretholde Jasmine.
Monolog-Dialog
Cate Blanchetts præstation er fuldstændigt skrækindjagende. Hendes knækkede, tomme blik, sammen med den konstante fablen, en monolog der udgiver sig for at være dialog, ikke med nogen som er tilstede, men med fortidens minder, udgør et skræmmende billede af, hvordan der intet er i os som mennesker. Alle vores følelser og meningsfulde samtaler kan reduceres til en uendelig gentagelse, en tom kæde af ord, som endeløst flyder over vores læber. Cate Blanchetts portræt af den semi-psykotiske Jasmine afslører robotten i os, den døde automatik, som til dagligt udgiver sig for at være menneskelig ved at producere kommunikation.
Alt hvad hun siger, er gentagelser af ting hun har sagt i situationer fra før det hele faldt til jorden. Af og til kommer hun med nye reaktioner på de gamle situationer, men alt hvad hun siger giver kun mening i en kontekst, som ikke længere findes. Det er denne simple forflyttelse af ord fra de situationer, som de passer ind i, der frembringer det uhyggelige element. Som et tæppe er konteksten hevet væk under Jasmine og afslører hvad et menneske er uden den omverden, som giver materiel støtte til hendes identitet.
Psyko-Analyse
Det er i denne forstand at den franske psykoanalytiker Jacques Lacan kunne sige, at ”underbevidstheden er derude”. Vores underbevidsthed og dermed vores bevidstheds stabilitet, er afhængig af vores omverdens stabilitet, ikke bare de fysiske strukturer men det kommunikative netværk af symboler, den symbolske orden. Det som Jasmine har mistet er ikke bare sin mand og hendes søn, som er flyttet i vrede. Det er ikke bare de bekendte, som udgjorde hendes sociale omgangskreds i kraft af hendes rolle som rigmandskone. Hun har i effekt mistet det netværk af symboler, som var fundamentet for hendes underbevidsthed og dermed hendes bevidsthed. Hele netværket af referencer, som legaliserede hendes fantasi om sig selv, er forsvundet. Når hun efter tragedien spørger sig selv, hvorfor hun er den hun er, det spørgsmål der konstant vender tilbage i underbevidstheden, kan hun ikke længere referere til sin mand, sin søn, ”venner”, eller ting, som dem, eller det, der ser hende, som værende den hun er. Det psykologisk balancerede subjekt er summen af de referencer, som giver hende til kende. At miste alt er at miste sig selv. Den eneste reference som er tilbage er hendes søster, for hvem Jasmine bare er en mærkat over navnet Jeanette.
Woody Allen har aldrig været noget særlig visuel instruktør, men jeg må endnu engang bøje mig for hans evne til at skrive dialog. Ved siden af Blanchetts vanvittige præstation er der dog ikke meget mere, at komme efter. Historien er lettere klichéfyldt, og mange af de andre præstationer blegner under Blanchett. Uden hende er der tale om endnu en middelmådig Allen film. Med hende er der tale om en lidt bedre end middelmådig Allen film.
6/10 (Det er forfriskende at se Louis CK, men også Bobby Cannavale i rollen som Chili)
Produktionsår: 2013
Instruktør: Woody Allen
Skuespillere: Cate Blanchett, Alec Baldwin, Peter Sarsgaard, Louis C.K., Michael Emerson, Sally Hawkins, Andrew Dice Clay
Spilletid: 1 time 38 minutter
