Dr. Jacob Dampe stiftede i 1820 en forening der skulle gøre op med enevældet. For den bedrift blev han dømt til døden, men i stedet kom han til at sidde fængslet på Christiansø i 20 år.
I Bidronningen er vi indledningsvist i ca. 1819. Marie arbejder på Kastellet, hvor Dr. Dampe sidder isoleret og afventer overførsel til Christiansø. Trods skarp bevogtning opstår der en forbindelse mellem Marie og Jacob Dampe, og Jacob lærer den videbegærlige Marie alfabetet. Men den ondskabsfulde kommandant opdager Marie ved fangehullet, og hun bliver straffet hårdt. Efterfølgende tager kommandanten Marie ind som tjenestepige i sit hjem. Det omfatter ikke løn men kost og logi. Marie opdager, at kommandanten har onde hensigter og sniger sig væk. Sammen med kokkepigen Louise og den forældreløse Sofie, stikker hun ud af København med kurs mod Christiansø, fordi hun ved, at Jacob senere skal overføres til øen.
På Christiansø viser sig både at være venlige mennesker og arbejde. Marie får til opgave at passer haver og bistader, og de to kvinder og barnet synes, at de går lysere tider i møde. Dr. Dampe bringes til øen og Marie møder ham endelig igen. Skønt Jacob sidder fængslet i mange år, bevarer deres forhold sin friskhed. Marie er et meget søgende menneske, og især begrebet frihed får hun vendt og belyst fra alle vinkler.
Det er en indlevende roman med en fin fremstilling af landets fattigste, det man kaldte almuen, vilkårene, den ringe status før de senere med blandt andet Grundtvigs mellemkomst blev ophøjet til folket og ikke længere kunne behandles som slaver.
Anne-Pia Jørgensen
Bidronningen
493 sider
Egolibris
Udgivet: 2016
Birte Strandby
Om Dr. Dampe: https://da.wikipedia.org/wiki/J.J._Dampe