Virkeligheden er noget lort …
Caspian bor sammen med sin mor og sin lillebror. Faren har forladt dem, men moren forventer, at han dukker op igen når som helst. Når Caspian kommer fra skole fortæller moren ham, at faren lige har ringet, men Caspian ved med sine femten år, at det er løgn. Moren har psykiske vanskeligheder, hun glæder sig over drengens gode karakterer i skolen, men ser ikke så meget andet af sønnen.
Derfor ser hun heller ikke, at Caspian bliver mobbet og er med i en bande, og hun ser slet ikke den fortvivlelse som ophobes i sønnen for at ende i en katastrofe.
Caspian fortæller om sine kampe til et menneske i den anden ende af telefonen. Han taler fortroligt næsten indforstået som til en ven, men vi ved ikke, hvem vennen er. Den talende Caspian, der tilbagelægger seks hektiske sider uden punktummer, er kommet slemt til skade, han bløder fra hovedet, og hans mund gør ondt, og til sidst røber han hvorfor.
Det handler om livet som ung mand i indvandrerghettoen, og måske er det en beretning om, hvorfor nogle unge ikke kommer rigtigt ud på den anden side af teenageårene. I Caspians gengivelse er de velmenende lærere hykleriske, irriterende og let absurde, som når han i hjemkundskab lærer at lave arme riddere, mens hans venner bekriger naboskolens unge.
Det var umuligt at skabe min egen verden …
Den unge fortæller virker autentisk i sin gengivelse af presset fra de andre unge, ydmygelserne og det tiltagende had. Det handler om kultursammenstød, smitsom vold og miljøets indflydelse på destinationen.
Belejring
Hassan Loo Sattarvandi
Oversat af Kamilla Jørgensen
229 sider
People’s Press
Udgivet: 2013
Birte Strandby
