Alene titlen – begravelsen – kan give associationer, hvadenten det nu er til Mark Twain og Begravelsen i Nevada eller Faulkner og As I Lay Dying eller en anden fortælling. Men Karen Fastrup bruger ikke uventet denne begravelse på en helt anden måde: Som romanens samlingspunkt, det sted hvor karaktererne mødes, og hvor hovedpersonen Paula finder sin stemme, sin afklaring og en vej fra kaos til fremtiden.
Det er Skarre, der er død. Efter lang tids sygdom. Skarre er selv sådan en, der leder efter ro og orden i kaos – hvem er ikke det? Det finder han ved at flytte fra Nørrebro til langt ude på landet i Småland. Men hans omgivelser er stadigt jævnt kaotiske, især naboerne Ingmar og Gösta, hvis mor har efterladt dem hos en brutal og farlig far, da de var små. Både far og sønner er som taget ud gamle engelske dramaer, hvor familier holder sammen, selvom de havde været bedre tjent ved ikke at gøre det. Hvorimod Paula, Skarres datter, der rykkes op med rode, allerede tidligt har balancen og overskuddet til at mødes med sine medmennesker uden fordomme.
En levende og jordnær beskrivelse af tilværelser, og lidt om hvordan man lever med det, man har valgt. Eller som Ingmar og Gösta lever med det, de ikke rigtigt har mod og mulighed for at fravælge.
I begyndelsen af romanen er jorden frossen, og Skarre kan ikke blive begravet. I slutningen tør jorden såvel som de fastlåste personer og forhold ud- eller afvikles.
Emnet er ikke nyt, men fortællingen smukt sammensat af de forskellige synsvinkler og stemmer. Det er gennemtænkt og velkomponeret arbejde med forventeligt resultat og uden de store overraskelser.
Forfatter: Karen Fastrup
224 sider.
Forlag: Gyldendal
Birte Strandby
