Beethoven var en sekstendedel sort

Livet: En bunke kulørt selskabstøj i en sørøverkiste. Ikke noget nummer tatoveret på en arm, nej. Ingen sidste rejse i en kreaturvogn.

Det er hvad kvinden i novellen En overfladisk kvinde efterlader sig. Det forbavser hendes søn, men de fysiske efterladenskaber er samtidigt udtryk for, hvordan hun blev opfattet af sin familie: Et indtryk af kulørt selskabstøj fra en pjanket dame, skønt hendes tilværelse burde have givet hende alvor.

Allesverloren handler om en enke, der går på jagt i den afdøde ægtefælles eneste sidespring – med en mand. Hun insisterer på at møde manden, men bliver ikke klogere af det venlige, men ligegyldige møde. Drømmer om de døde er fortællingen om et restaurantbesøg med de afdøde. Maden og konversationen er så god, som den plejer at være, men besøget er utilfredsstillende både for hovedperson og læser.

Det er en samling meget forskellige noveller, mest om mennesker, der savner og leder uden at finde noget af betydning. Bemærkelsesværdig er blandt andet den besynderlige beretning om bændelormen, der symbiotisk og interesseret følger med i værtskroppens fortæringer. Desværre afsløres det også her, at de fleste romaner bør læses på originalsproget, og at denne oversættelse grænser sig til det kritisable: Tapeworm (= bændelorm) er oversat med båndmål, hvad det så end er.

I modsætning til tidligere værker er der bortset fra titelnovellen kun beskedne referencer til den apartheid, der ofte indgår i Nadime Gordimers arbejde. For de fleste af novellerne gælder, at man som læser sidder tilbage med en masse spørgsmål og uden ret mange af de forventede afslutninger. Igangsættende, irriterende, intrigerende og uforløsende.

Beethoven var en sekstendedel sort