Endnu en lille laber ting fra en fantastisk fortæller. Be Careful What You Wish For er den fjerde i serien, der også består af Only Time Will Tell, The Sins of the Father og Best Kept Secret. Men kender man lidt til Archer, kan man sagtens nyde den uden at have læst de foregående romaner.
Her er det hele: Vidunderligt, udspekulerede plots, intriger og gennemført orkestrerede fælder med virtuos udførelse, letløbende humoristiske dialoger, som de næsten kun forekommer i film om de øverste luftlag i britiske hierarkier. Og ikke mindst er der i enhver af Archers romaner et billede at en engelsk overklasse, der svæver rundt et godt stykke over alle andre dødelige.
Til gengæld giver det ikke så meget mening, at kapitlerne er inddelt efter, hvem der er hovedpersoner, og de første 100 sider kan man få en fornemmelse af at have været her før.
Men ellers er der fart over feltet, familierne Barrington og Martinez bekæmper hinanden for fuldt blus og med alle midler, politiske, intrigante, lovlige, voldelige, absolut ikke lovlige. Romanens første angreb – side 1(!) – rammer Sebastian Barrington. Sidenhen går Martinez til angreb på virksomheden Barrington ved med sin andel i aktierne at få placeret sin egen marionetdukke i bestyrelsen, så han kan sætte firmaet på katastrofekurs. Men Emma Barrington, der bliver bestyrelsesformand, er lige så snedig og får også god hjælp fra anden side, så det lykkes hende at styre firmaet fri af de værste angreb, selvom det koster et familiemedlem og hendes bror en plads i det engelske parlament. Pedro Martinez får så mange hug på sine sønner og sin formue, at han til sidst kun kan tænke på hævn – en raffineret og altødelæggende af slagsen.
Noget uvenligt fra Archers side hyres medlemmer af IRA med jævne mellemrum til at gøre det beskidte arbejde, når der ikke lige er en tidligere SS-officer eller en repræsentant fra argentinsk mafia til rådighed.
Desværre ender vi i lidt af en cliff hanger, og fortsættelsen kommer først i 2015.
Be Careful What You Wish For
Jeffrey Archer
466 sider
Pan Books
Udgivet: 2014
Birte Strandby