At slå æg i stykker er en yderst interessant roman. Indledningsvis synes den noget kedelig, men jo mere læseren kommer ind i forfatterens univers, jo mere bliver han/hun involveret i jeg-fortællerens velskrevne historie.
Jeg-fortælleren, hvis navn er Feliks, sidder i 1991 i sin beskedne lejlighed i Paris og begynder at tænke tilbage på sit liv. De første ni år fra 1930-39 boede han sammen med sin mor og storebror, Woodrow i den polske by, Lodz. En dag bliver han og broren sendt med toget til Basel til hans moster og hendes mand. Dette har i tidens løb gjort Feliks meget bitter, indtil han får læst morens brev til ham og broren. Under krigen stikker Woodrow af, og Feliks bliver ladt tilbage hos en onkel, der ikke synes at være venlig stemt over for nevøen.
Feliks slår sig senere ned i Paris og rejser rundt i de kommunistiske østlande i Europa. Her samler han stof til en Guide, så folk ved, hvad der er værd at se i de respektive lande. Indtil 1968 er han medlem af Det kommunistiske Parti, men da forholdene bl.a. i Tjekkoslovakiet bliver lidt for broget, melder han sig ud. Han kalder sig dog stadig venstreorienteret, og det er først efter han har læst sin mors brev, besøgt sin bror i kapitalens højborg USA og genoptaget sin forbindelse til en østtysk kvinde, Kerstin, at han for alvor sætter spørgsmål ved det østtyske paradis og indser, at forskellen mellem Hitler og Stalin ikke var så stor.
Læseren får et vist indblik i det 20. århundredes europæiske rædselshistorie fra ca. 1930-1991, set ud fra en jeg- fortællers synsvinkel. Samtidig udtrykkes mange refleksioner og dialoger over den svære kærlighed mellem familiemedlemmer, hvor krig og forskellige politiske holdninger ofte strides. Alt synes dog at ende i noget positivt.
At slå æg i stykker
Powell, Jim
Kbh.: Hr. Ferdinand, 2010
400 sider
Hella Sylvest