Hvis man tænker filosoffer som verdensfjerne typer, der sidder i egne bobler og fabulerer på et uforståeligt sprog, så får man i tilfældet Donna J. Haraway, fuldstændig ret. Bogen ’At Blive i Besværet’ er ikke særlig tilgængelig både på grund af forfatterens ’sproglige promiskuitet’ (som Jeppe Aakjær opfinder hun en del af sine ord selv), men også hendes verdenssyn.

Haraway gør ikke rigtig noget ud hverken struktur eller rækkefølge, mens hun fabulerer løs. Til tider dukker bliver ordtågerne skarpere, når det handler om tvangsflytning af oprindelige folk eller udvinding af naturlige ressourcer. Hun går jævnligt ud af tangenter, der nogle gange rykker om i noterne. Som Touretteudbrud dukker parolerne ’vi er alle lav’ eller ’skab slægt ikke børn’ frem af tågerne, men som oftest uden umiddelbar kontekst. Som en universalnøgle til at binde alting sammen har Haraway skabt konceptet SF, der står for: snorefigurer, science fiction, spekulativ feminisme, find eventuelt selv på flere ….

Haraway er animist, og heldigvis mener dyrene det samme som hende – at alt der involverer kapitalisme er dårligt, som når drægtige heste bliver udnyttet af ’Big Pharma’ til udvinding af premarin, mens de glade amatører der spiller på og opdrætter væddeløbsduerne bliver-til med hinanden, her er der åbentbart ingen udnyttelse.

Forfatteren diskuterer aldrig, om det er rimeligt at projicere egne holdninger over på andre væsener og eventuelt handle derefter. Hun beskriver sin egen artsoverskridende ægteseng. Andre ville sige at hun og hendes mand sover med deres hund i sengen. Da dyret bliver inkontinent kaster forfatteren sig ud i mere kritik af, at ’Big Pharma’ ikke sælge stoffet DES, der er blevet udfaset fra medicinske behandlinger på grund af kræftrisici og andre bivirkninger. Derfor ender hun med fast at købe det hos en homøopat. Hvad Haraway rent faktisk køber, og om hunden får bivirkninger bliver ikke nævnt, men hun slipper for at vågne i en pøl af hundetis.

Bogen kulminerer i Camille-historierne, der bliver introduceret som noveller, men er en fortælling om en fortælling. De er skrevet i datid og uden indlevelse, faktisk fremstår de en smule dovent skrevet. De handler om kompostister (læs: hippier bosiddende i en kompostbunke), der selvfølgelig har indført et kønsneutralt pronomen fra 1970’erne og fundet ud af at skabe symbioser mellem mennesker og dyr (primært de sjældne af dem). Den overfladiske fortælling beskriver udfordringer for fremtidige generationer af Camille, men render også ud tangenter om for eksempel et album med Tanya Tagaqs strubesang fra 2014. 

Igennem hele bogen støder man på allerede kendte koncepter som Haraway har omdøbt, eksempelvis bliver kompetent til respons-habil. Parolen ’skab slægt ikke børn’ ligger ret godt i tråd med den antinatalistiske bølge, der skvulper rundt i nutidens filosofiske undergrund. Forfatterens fascination af oprindelige folk flirter ret kraftigt med forestillingen om ’den ædle vilde’. Haraway er også rigtig glad for præfikset sym- brugt som sympoieser, symbiose og symanimagenisk, men aldrig sympati som lader til at være det kompostisterne (Haraway) ønsker, når de optager gener fra dyr for at kunne føle og opleve det samme som dem.

Det må have været en kamp at oversætte en tekst, der til tider lyder som da Dirckinck-Holmfeld skulle forklare sin buste-happening i efteråret 2020. Det skal dog nævnes, at ’nucleic acid sequencing’ er blevet oversat med kernesyresekventering og ikke sekventering eller eventuelt DNA-sekventering, der begge er mere brugte begreber.

Teksten i sig selv er 134 sider med 110 siders noter og en litteraturliste på 57 sider (der indeholder en del links til Wikipedia og YouTube). Den er primært henvendt til woke-feministiske, anti-kapitalistiske aktivister eller til dig, der har for meget struktur i hverdagen og ønsker at gøre noget unyttigt. 

At blive i besværet

Om at skabe slægt i chthulucæn

Af Donna J. Haraway

Oversat af Ole Lindegård Henriksen

Forord af Lis Højgaard

432 sider

Mindspace

Udgivet: 2021

Freja G. Østergaard