I en lang række Asterix-album har Cæsar forsøgt at få bugt med de uovervindelige gallere. Det gør han også her, og nu har han fået et nyt våben: positiv tænkning suppleret med sund og nærende kost. Det er generallægen Minustplus der mestrer den positive tænkning, kaldet ‘den hvide iris’, og da Cæsar som bekendt har afprøvet alle andre tænkelige midler til nedkæmpelse af gallerne, beslutter han sig med en vis skepsis for at lade Minustplus afprøve den nye filosofi.
Og vores gallere lader sig forføre, som de jo altid gør til en vis grænse. Fiskehandleren og smeden lægger stilen om, og fiskehandleren begynder endda selv at fange sine fisk og sælge dem, mens de er friske. Også Senilix og Godemine tager filosofien til sig, og den lille landsby bliver mistænkeligt idyllisk. Obelix holder op med at jage vildsvin, men banker dog stadigt romere. Asterix beslutter sig for at reagere, før alle landsbyboerne har mistet deres kritiske sans og modstandsvilje. Sammen med Miraculix kalder han gallerne til fest – og sætter Trubadurix på scenen for fuld udblæsning, men det virker ikke efter hensigten. Minustplus har endnu et kort på hånden, og det har Asterix naturligvis også.
Underholdningen er fin, rænkerne står i kø, scenen stort set som den plejer, og vi ved jo, at gallerne nok skal klare sig.
Undervejs oplever vi både trafikprop og den kollektive transport i Lutetia, hvor afrejse desværre må vente til næste dag på grund af defekte hove. Piraterne er også med og får en snert af den positive tænkning, omend deres kaptajn protesterer voldsomt:
Pirater er negative, arrige og blodtørstige! De plyndrer og spiser med fingrene og vasker aldrig hænder!
Alt er således næsten ved det gamle; illustrations- og tekstmæssigt er verden uændret.
Asterix
Den hvide iris
Fabcaro og Didier Conrad
Oversat af François-Eric Grodin
48 sider
Cobolt
Udgivet: 26.10.2023
Birte Strandby
