Det er Nordpolen, svarer en
Hvad! Så du pingviner? råber en
Skød du en Isbjørn? spørger en
En mandlig studerende slås med studiet, men ikke af interesse. Han har det svært med mennesker, og så rejser han til Svalbard og bliver praktikant på Norsk Polarinstitut.
Han har de allerstørste forventninger til praktikantjobbet:
Sprænger han bjergsiderne fri for laviner?
Fylder han sne i gletsjersprækker?
Tester han havis?
Flytter han på isbjørne?
Men det er ikke det, en praktikant arbejder med, heller ikke på Svalbard. Opgaverne er langt mere ydmyge.
Senere bliver han scooterguide. Det tilbyder en vis fascination i et stykke tid.
Fortællingen er skrevet i digtform, mens tekststykker om hvalfangst, kulindustri, grænsedragning og russiske spionhvaler er prosa.
Vores fortæller har intense oplevelser på Svalbard, men de får alligevel ikke lov til at fylde noget. Først da han er tilbage i København, værdsætter han Svalbards kulde. Umiddelbart ligner bogen en dannelsesrejse, men der er en undertone af beklagelse – over olieindustrien, over hvalfangsten, og over den truende klimakatastrofe. Ikke så meget dannelse, men mere beklagelser og magtesløshed.
Der er flere dobbeltopslag med meget spændende og dog enkle akvareller der med få, men gennemtrængende farver sætter kulør på fortællerens dystre tanker.
Sprogligt interessant, både mættet med informationer om geografi, og om hvordan det er at være studietræt – måske livstræt – praktikant på Svalbard.
Desværre er der nogle generende småfejl. For eksempel ’spæner’ man ikke væk på cykel.
Samlet set er bogen interessant, måske især fortællerens oplevelse af at de store ting han erfarer på Svalbard ikke rigtigt kan gøre noget for ham i København, men blot manifesterer sig som en trang til at skubbe til omgivelserne.
Arbejder isbjørne også over?
Hans Kappel Skau
Illustreret af Björk Mo van Dijk
72 sider
Wadskjær Forlag
Udgivet: 21.08.2024
Birte Strandby