Elísabet Jökulsdóttir har modtaget den islandske litteraturpris for bedste roman i 2020 for romanen “Aprilsolskinskulde”. Romanen er nu er indstillet til Nordisk Råds litteraturpris 2022.
Védis er romanens hovedperson, men det er ikke hende der fortæller. Her er en jeg-fortæller, som ved alt om Védis, men ikke er Védis.
Védis mister tidligt sin far. Det kommer som et chok, men får i første omgang ikke stor betydning. Så møder hun Kjartan, der er lækker og fantastisk, og de to unge forelsker sig dybt og heftigt i hinanden.
Tilværelsen består også af fester og stoffer. Védis er en fri fugl, men Kjartan tager deres forhold alvorligt, og efter lidt pres giver Védis sig, og de to flytter sammen. Men en dag skal Kjartan igen ud at sejle og tjene til dagen og vejen. Védis er holdt op med at arbejde, og da Kjartan rejser, er det som om hun mister orienteringen. Hendes omgivelser, hendes mor og brødre, prøver at hjælpe hende, men Védis vil ikke rigtigt hjælpes.
… du elsker mig ikke, hvis du tager på havet, du elsker mig ikke, hvis du ser på andre mennesker, du elsker mig ikke, hvis du ikke kan tilgive mig, at jeg har været dig utro …
Jökulsdóttir skriver intenst og engageret, og man gør sit bedste for at følge Védis’ mange hurtige ord og handlinger, hendes ikke altid rationelle overvejelser og hendes behov for trods alt at sørge over den døde far.
… Védis følte virkeligt med ham og blev aldrig træt af at høre om, hvor svært han havde haft det, og han fremførte det også rigtig godt.
Aprilsolskinskulde
(Noget helt særligt)
En fortælling om kærlighed, vanvid og trøst
Elísabet Jökulsdóttir
Oversat af Nanna Kalkar
168 sider
Udgivet: 01.03.2022
Turbine
Birte Strandby