En terrorist styrer en yacht med sprængstoffer direkte ind i kongeskibet ‘Dannebrog’, hvor dronningen med familie holder jubilæumsfest. Dannebrog brænder. Der er et sikringsrum på Dannebrog, men ingen ved om kongefamilien er nået ind i det.

På Nørreport station lykkes det at forhindre en bombesprængning, men på Refshaleøen 250 meter fra kongeskibet er der en ny bombe klar til sprængning. Den er så stor, at den vil kunne tage det meste af København med sig.

I dette klima af konstant, overhængende fare er der mennesker der skal holde hovedet koldt. Vi følger journalisten Kurt, der pludseligt finder sig selv som potentielt offer for iranske terrorister. Hans gamle kollega er hvert fald blevet ekspederet, og en bombe er sprunget i Kurts lejlighed.

Sammen med to kolleger inviteres Kurt til at gå under jorden et vældigt spændende sted, hvor videnskabsfolk på baggrund af historiske data sidder og beregner, hvor på kloden de næste psykopater vil folde sig ud. Projektets formål er at undgå katastrofer som krige. Men endnu er de ikke på forkant.

En bombe går af i Peterskirken i Rom, og det er i øvrigt tidligere våbeninspektør for FN, Søren Storm, der får afværget den store katastrofe til gengæld for den lille. Det er Søren der kravler rundt på taget af Peterskirken og efterfølgende må tage nogle seriøse chancer for at redde italienerne og deres helligdom. Søren ville ellers hellere sidde hjemme i København med sin gravide kæreste, men hun har indledt sin egen redningsmanøvre, og hendes mor styrer slagets gang via en chip i Sørens kranium.

Her er mange personer og en til tider indviklet handling, der også omfatter familie og forgængere til vores karakterer. Det varer længe, inden man får et godt overblik. Til gengæld er der ikke mulighed for at kede sig, og især handlingen i og på Peterskirken er nervepirrende, og det slutter ikke her.

Mirren trilogien begyndte med Stenens tid og fortsætter med Antikaos.

Apokalypsens engle

Johan Ottosen

545 sider

Bukelfalos Publishing

Udgivet: 2020

Birte Strandby