Ana er centrum i denne roman om kærlighedens op- og nedture. Ana er åben, positiv, venlig, men hun bærer på en skyld fra barndommen, og hun tager det tungt, da hun bliver droppet af sin sexede gymnasielærer umiddelbart før studentereksamen. Ikke mindst da hun opdager, at han har udskiftet hende med en pige fra 2 g.
Selvværdet er i bund, men senere møder hun Mikkel, der er intet mindre end et scoop i det store partnerlotteri. Efter deres søns fødsel går der rod i forholdet, og Ana koncentrerer sig om sin søn og sit arbejde, indtil hun møder superelskeren Carl der sætter tempo på kærlighed, sammenflytning og fælles fremtid.
På læseren virker han klart som mytoman, og hans opførsel er ikke ulig psykopatens. Samtidigt kan han noget særligt, når han skal forklare sig overfor Ana, hun kalder det karruselsamtaler, og det sætter hende ude af stand til at vurdere sandhedsværdien af samtalen. Ana bliver mistænkelig gang på gang, men det seksuelle fungerer, og hun har en overbevisning om, at
seksuel tiltrækning er udsagn om dyb, indre energi i et forhold
Ana leverer synsvinkel i de fleste kapitler og Carl i to. Som Ana har han en baggrund der om ikke retfærdiggør hans opførsel men i hvert fald begrunder den.
Som hovedpersonerne i andre romaner om forhold til psykopater – eksempelvis Mærket af psykopatens spind, Kærlighedens lænker, Fanget i en psykopats net – er Ana forbløffende naiv i sit parforhold, og måske ikke helt overbevisende, og Carl er heller ikke hverdagskost. Men dialogerne er gode, og Anas personlige udvikling udmærket læsning.
Janne Hejgaard
Ana elsker
352 sider
Turbine
Udgivet: 21.04.2017
Birte Strandby