Gitte Paracha Thorhauge debuterede i 1999 med digtsamlingen: Ingentinghedens univers. Netop denne sammentrækning af flere substantiver og ændringer i det gængse substantiv ses flere steder i hendes nye digtsamling, f.eks. Sameksistensasiaterne og ekstrementusiasterne. Det er ganske påhitsomt, men samtidig gør det teksten lidt sværere at læse.
Samlingens titel: Amordfibie kan læses som en mindre ændring af ordet amfibium, der hentyder til dyr, der kan leve både på vand og land. Denne forbindelse mellem vand og land dukker flere gange op. Både som noget negativt og samfundskritisk: Det var først da isen på Nordkalotten er smeltet/at det gik op for mig/at jeg har et problem./ Min have står i vand til knæene.
Men også i flere positive sammenhænge, hvor mennesket /digteren fødes og hendes forbindelse til det grønne landskab og dets dyr dannes. Forestil dig at være inde/i en tidevandsbølge/Alt er stilhed/Dit syn er sløret/af en grønlig dis/og dine bevægelser/foregår i slowmotion/Så brækker bølgen/Du kastes ind i brændingen/som om inertiens lov/er ophørt med at eksistere/Dit hoved sprænges/da det rammer bunden/Vandet fosser ind over dig/fra alle retninger/Endnu ved du ikke/hvad der er op eller ned/men du søger ind på stranden/Så ved du pludselig at du er/i den bog/hvor ordene bor. Dette kan tolkes som et amfibium, hvor vand og land mødes, men er det en sammensmeltning af dyret og mennesket?
Der er spændende iagttagelser og gode sproglige sammensætninger, men måske lidt for pædagogisk. Alt grønt er jo ikke nødvendigvis godt.
Thorhauge, Gitte Paracha
Ravnerock, 2011
50 sider
Anmeldt af Hella Sylvest
