Journalisten og forfatteren Hannibal Erngaard har tidligere skrevet et par rigtig gode thrillere samt manuskript til filmen ‘Besat’. Ajecins kanon er en ganske fremragende politisk/økonomisk thriller af bedste slags.
Det er terroristjagt tid. En amerikansk superspionchef iværksætter en operation, der skal knuse Osama bin Laden og al Quaida. Hovedpersonen i intrigen er den forhenværende oberst i det østtyske sikkerhedspoliti, Stasi, Frank Hagen. Nu er han taxichauffør i Berlin og har en kone, der er indlagt på privatklinik og et dødsygt, psykisk vrag. Frank vil gøre alt for at hjælpe hende. og da han bliver tilbudt et millionbeløb for at deltage i en terroroperation, hvor han skal hjælpe en forhenværende KGB-spionchef, oberst Krasov, slår han modvilligt til.
Operationen udvikler sig, så Franks samvittighed bliver trængt til det yderste. Han bliver indblandet i et mordattentat på en dansk minister, og derefter bliver han sendt til Sverige for at deltage i en terroraktion med det svenske kongepar og mod en række statslederne og kongelige fra hele verden.
Det er en gedigen spændende historie med et herligt gennemtænkt plot. Aljechins kanon er en gammel og genial serie skaktræk og en grusom og blodig plan den politiske og militære magtelite i Rusland, nu bliver det en altødelæggende terroristplan mod vestens ledere.
Thrilleren er både uhyggelig, morsom og barsk. Vi får alt hvad hjertet kan begære af fanatiske terrorister, koldblodige eksspioner og ditto terroristjagere. Tempoet bliver holdt godt oppe, og de meget korte kapitler er med til at understrege det actionprægede i romanen. Det er velskreven, vild underholdning med bid og humor. Vi føler med Frank, der kommer længere og længere ud på overdrevet, og må rædselsslagen følge med mens terrorplanen udvikler sig mod et hæsblæsende klimaks – og mere skal ikke afsløres af den toptunede handling. Det er fornøjelig og dødspændende læsning til ferien. Man kan både bide negle og more sig, mens sommernatten forsvinder i forrygende underholdning med knald på.
Forfatter: Hannibal Erngaard
358 sider
Forlag: Løfbergs
Udg.: 18.04.2011
5 glober
Jan Vandall