Hvordan kommer en flygtning fra et totalitært styre i Iran til en post som konservativ dansk politiker? Det enkle svar er: Han bliver integreret via lokalmiljøet i Ålsgårde.
Ali Aminali fortæller i Alis Danmarkshistorie om vejen til politik. Bogen er inddelt i to: En selvbiografi omhandlende de første år i Iran, flugten til Danmark og livet i Ålsgårde, og en anden del der omfatter voksenlivet som socialrådgiver og beskæftigelseskoordinator i det østlige Jylland samt tiden som politiker – og ambitionerne for dansk integrationspoltik.
Det er interessant læsning, ikke mindst fordi Ali har oplevet, hvad der kan opfattes som den perfekte integration, mens de mennesker han har mødt i sit arbejde har oplevet det modsatte.
Alis forældre er veluddannede og i gode jobs, men presses af Khomeinis styre og flygter til Danmark, da Ali er seks år gammel. For Ali og hans mors vedkommende er det en udramatisk og let afrejse, men i den danske børnehave reagerer pædagogerne, fordi Ali ofte sidder alene og tegner billeder af kampvogne og krig, den hverdag han kom fra. Der bliver tale om psykolog, men Ali begynder i stedet at tegne andre ting fra sin danske hverdag. Det letter presset.
I skolen reagerer lærerne igen på egne forventninger om traumatiske oplevelser, mens en skolepsykolog efter et par samtaler erklærer, at Ali ikke fejler noget.
Dansk Flygtningehjælp der bidrager ved ankomsten til Danmark har også fokus på traumer og PTSD. De fraråder moren at gå ud på arbejdsmarkedet, selvom det er det, hun helst vil. Den omklamrende omsorg bliver belastende, og forældrene siger fra overfor Dansk Flygtningehjælp og finder i øvrigt selv arbejde. Her skriver forfatteren, at det er ubehageligt at blive kategoriseret som et menneske det er synd for, og det er måske en del af baggrunden for hans holdning til dansk integrationspolitik i dag.
I folkeskolen beslutter skolens ledelse sammen med Alis far, at Ali ikke skal deltage i kristendomsundervisningen, og først da kristendomslæreren griber ind og forklarer Alis far om betydningen af at være med i klassen – og at kristendomsundervisning i øvrigt også handler om kultur og etik – får han lov til at deltage. Og det er lidt sådan tilværelsen er i Ålsgårde. Det er ok at være anderledes, men der er forventninger, man skal leve op til. Da Alis far afslår at lade Ali deltage i en lejrskole, stiller en mor fra klassen og forklarer om fællesskab og danske lejrskoler. Ali kommer på lejrskole, og Ali er en del af fællesskabet, som hans forældre er det.
Som socialrådgiver for blandt andet borgere bosat i Gellerupparken kommer det til et par kultursammenstød. Her er mennesker, der ikke bliver motiveret til hverken integration eller deltagelse på arbejdsmarkedet. Noget er galt, men der bliver ikke talt åbent om det – muligvis fordi, som Ali skriver, venstrefløjen er lynhurtig til at trække medlidenhedskortet i et forsøg på at beskytte indvandrere og flygtninge. Nogle gange er det bare ikke beskyttelse, men beskæftigelse der er behov for.
Med baggrund i mange eksempler kritiserer Ali den danske integrationsmodel, og tilbøjeligheden til ikke at italesætte de konkrete vanskeligheder. Desuden er der beretningen om Alis vej til Det konservative Folkeparti. Biografien giver et godt indtryk af en samvittighedsfuld, engageret mand. Om man så er enig i de politiske ambitioner er en anden sag.
Alis Danmarkshistorie
Ali Aminali i samarbejder med Kristoffer Flakstad
236 sider
Gads Forlag
Udgivet: 2019
Birte Strandby
