Hvis man er den type, der kan blive lidt skræmt over udsigten til tre timers ballet og mest går med for at være høflig, så er Det Kongelige Teaters opsætning af balletten Alice i Eventyrland den helt enestående oplevelse der kan få en til at blive balletfan.

Farverig, iderig, betagende og da lyset tændes i pauserne, er man sikker på, at det er en fejl, for man har jo lige sat sig.

Balletten blev introduceret af karakterdanser Eva Kloborg der selv havde et mindre parti som hofdame for hjerterdame. Alice er den største opsætning nogensinde i Det kongelige Teater. Der er 80 dansere på scenen, og der er 143 kostumer, så der er en del tøjskift undervejs. Tempoet i tøjskift og på scenen er på et tidspunkt så heftigt, at man har set sig nødsaget til også at koreografere bag scenen for at undgå sammenstød i de hurtige skift.

Sædvanligvis kræver en forestilling to til tre sminkører, men her er 24 sminkører på arbejde i to skift. Fire balletbørn i 11-årsalderen agerer pindsvin under kroketkampen, hvor køllerne som bekendt er flamingoer, graciøse men lige så ustyrlige og provokerende som i Disneys version.

Grafikeren har også været på arbejde, og scenen hvor Alice først vokser og siden krymper er udviklet genialt – næsten ægte magi. Spændende sceneskift og vidunderlig udnyttelse af fortæppe og visuelle virkemidler gør, at indtryk og udtryk flyder ubesværet ind i tilskuerens højaktiverede bevidsthed under hele forestillingen.

Orkesteret har udvidet besætningen med adskillige kvadratmeter ekstra slagtøj, og orkesteret tilfører musik og ballet den rette mængde af spraglede, Elfmann-lignende nuancer.

Historien kender vi: Lewis Carrolls Alice i Eventyrland med et par tilføjelser. Hjerterdame har en umiskendelig lighed med Alices strenge mor, og så er Alice her 14 år gammel og forelsket i gartnerens søn, og det er gengældt.

Den begavede men meget lidt imødekommende kålorm er her forlenet med et sommernathimmelblåt skær af Østens mystik, og filurkatten er overvældende sammensat af otte dansere med en betagende katteagtig indbyrdes koordination, som man genkender fra kræet derhjemme. Og som i bogen og i Disneys version kommer og går den i flere dele.

Scenen fra køkkenet er overraskende blodig, og havde det ikke været for den hvide kanin, kunne Alice være kommet slemt til skade. Tjenestepigen danser rundt med en kødøkse, og gør en meget spændende hyperaktiv/manisk figur.

Det hele er med incl. retssagen, gartnerne der maler roserne og naturligvis teselskabet over alle teselskaber, denne gang med en steppende hattemager, der i øvrigt ligner Johnny Depps udgave i Tim Burtons film fra 2010, mens hjerterdame trods den slanke skikkelse med sin dansestil tilfører noget fra Disneys gedigne og let plumpe hjerterdame.

Samlet er det helt forrygende, ikke mindst da der pludselig står nymfer – feer, engle? – på balkonerne og kaster med blomsterblade.

Skam få den der har fordomme om ballet.

Koreografi: Christopher Wheeldon
Musik: Joby Talbot, orkestreret af Christopher Austin og Joby Talbot
Scenografi og kostumer: Bob Crowley
Libretto: Nicholas Wright, efter Lewis Carrolls Alice i eventyrland
Lysdesign: Natasha Katz
Projektionsdesign: Jon Driscoll og Gemma Carrington for Cinelumina
Iscenesættelse: Jacquelin Barrett, Lindsay Fischer, Jason Fowler, Jonathan Howells og Anna Trevien
Dirigent: David Briskin

Birte Strandby