Tegneserie eller graphic novel? Når man i første omgang valgte at kalde nogle tegneserier for voksne for graphic novels, så skyldes det ikke alene, at disse tegneserier havde stift bind/pænere indbinding, men også at det amerikanske udtryk for tegneserier som bekendt er comics, og det kan være en skidt betegnelse, når indholdet handler om trængsler og verdens undergang.
Alene kan fint læses af børn. De fem karakterer vi følger, er børn i alderen fem til ca. femten år, men temaet er ikke hverken komisk eller let men derimod et dystert mulig-undergangs-tema.
Tegningerne er traditionelle, klare og farverige som de er det i Spirillen og i Splint og Co., skønt det ikke er tegneren af Spirillen og Splint, men derimod den franske forfatter Fabien Vehlmann, der står bag Alene.
De første sider beskriver normaliteten en sen eftermiddag. Folk er på vej hjem fra arbejde, børn er kommet hjem fra skole. Lyst og relativt lykkeligt for nogle af børnene – ikke for alle. Dodji er tæt på at få tæsk af tre af de andre børn på børnehjemmet, og Ivan kommer hjem til et stort, tomt hus. Fortælleren røber, at dette er den sidste aften, før noget vil forandre sig for altid.
Næste dag er alting anderledes. Dodji vågner og opdager, at han er alene i verden. Efter et stykke tid dukker der et par andre børn op, Leila, Camilla og Terry. Deres familier er forsvundet, mens de har sovet, og det ser virkelig ud til, at Storstads indbyggere består af fire børn – og en glubsk hund. Senere støder de på Ivan, der kan bidrage med blandt andet mad og biler. Børnene foretager forskellige ekspeditioner fra huset og får mærkelige oplevelser med fritgående næsehorn og en tiger. Verden bliver mere og mere sær og altså også farlig, men børnene når alligevel frem til en (foreløbig?) afsluttende harmoni.
Alene – 1 Borte
Bruno Gazzotti
Fabien Vehlmann
56 sider
Carlsen
Udgivet: 2014
