I 1920’erne handlede drengebøger om Flemming, der gik på kostskole. Senere blev det Bo-bøger, Jan-bøger og Kim-bøger, der rummede opklaring af en forbrydelse. De mange opdragende bøger for drenge er slået over i en knap så opdragende og mere brutal bølge, der blandt andet repræsenteres af Kim Fupz Aakeson, Bent Haller og dertil Cecilie Eken, hvis bøger umiddelbart retter sig mod en yngre målgruppe i forhold til de førstnævnte.
Max Vero er en dreng i et fantasyunivers. Der er voksne i hans verden, men børnene flyver i deres egne fly og går i krig mod fjenden. Sammen med ham er vennen Amir og veninden Sita. Deltagelse i krig er ikke kun for sjov, der er tabstal, dødstrusler og død, og de små drenge har voksne jobs.
Bogen indledes med en oversigt over hovedrolleindehavere, og der er næsten en manga-inspireret stregtegning pr. side. Et kort på indersiden af omslaget angiver beliggenheden af de to lande i krig, Beleria og Darien.
Historiens gimmick er en solkrystal. Solkrystaller kan forsyne et helt hus med strøm men anvendes udelukkende til krigsscenarier. De sjældne krystaller er genstand for interesse fra begge nationer.
Krigen går ikke godt. Det virker som om fjenden kender alle troppebevægelser og flyangreb før iværksættelsen. Max og Amir opdager, at der er en spion iblandt dem. Det udvikler sig til en flugt i luften og på landevejen, men vores helte klarer den naturligvis.
Der er mange fart- og tempo-elementer, mange våben og megen action, men historien der giver mulighed for alle disse våben og krigsførelse er tynd som handlingen i et computerspil.
Cecilie Eken
Max Vero
Illustreret af Peter Heydenreich
64 sider
Høst & Søn
Udgivet: 16.01.2015
Lix: 16
Målgruppe: 8+