Afrikaneren

Sidste nyt fra den seneste modtager af nobelprisen i litteratur: En erindringsbog der omhandler en barndom i Nice og Afrika, en beretning om forfatterens far, og hvordan en idealist kan miste modet og blive til en straffende og hårdhændet far for sine to sønner.

I mange år er faren læge i Afrika. Først lykkelig sammen med sin hustru i et indfølende eventyr:

Alt dette ikke som et paradis – det havde intet at gøre med kystens dvaske behageligheder i Victoria, kolonisternes luksuøse boliger og deres lediggang – men som en skat af menneskelighed, af noget mægtigt og gavmildt, som blodet der dunker i unge kroppe.

Da hustruen bliver gravid, tager hun til Frankrig for at føde sit barn. Snart derefter begynder 2. Verdenskrig og gør det umuligt for faren at forlade Afrika i den tid krigen varer. Krigen og savnet efter familien ændrer ham. Han bliver til en anden af kolonimagtens aktører, ikke forskellig fra politimanden, dommeren eller soldaten, og han opdager, at lægegerningen kan være en magtudøvelse over mennesker, og at den sundhedsmæssige kontrol også er en politisk kontrol.

Romanen kunne være et forsøg på afklaring i forholdet til den strenge far, men er også en beretning om Afrikas storhed. Og ikke mindst er det en kritik af Europas historie i Afrika, en historie der ikke er blevet mere præsentabel med tiden:

…den nye pest ved navn aids der truer en tredjedel af hele Afrikas befolkning på livet, og igen de vestlige lande, der har lægemidlerne, men lader som om de ikke ved noget, ser noget.

Erindringerne om barndommen skiller sig ikke meget ud fra andre biografier, men kritikken af Europa og USA er væsentlig og måske kan en status som nobelprismodtager gør stemmen mere gennemtrængende i vestlige demokratier.