Selv en lille ø som Ulvön i Den Botniske Bugt har sine hemmeligheder og sine gerningsmænd.

To unge mænd går engageret op i geocaching, men da de vil gemme en skat i en nedlagt mine, finder de en afskåret hånd.

Sofia der netop er er kommet tilbage fra barsel står for politiefterforskningen, og allerede inden man har fastslået, hvem hånden kunne have tilhørt, står gisningerne i kø i det lille samfund. En ung kvinde er forsvundet fra en gård på egnen 60 år tidligere. Næsten samtidigt forsvandt hendes ægtefælles søn og den hjælper der var på gården. Er der en sammenhæng?

Kvindens ægtefælle, Bertil, har siden boet alene og er nu over 90. Han er aggressiv og voldelig, og både lokalmiljøet og politiet er hurtig til at mistænke ham for at have dræbt sin hustru, men så sker der et andet mord, der bringer efterforskningen i en ny retning.

Læseren følger Sofias vinkel og hendes daglige kampe. Sofia er en engageret efterforsker der afprøver alle muligheder og forfølger alle spor. Desuden har hun et privatliv der mildest talt kommer på tværs af hendes arbejde. Hun har en omsorgsfuld barnefar til sit barn, og de har lavet en glimrende pasningsaftale, der ser ud til at være god for både barn og voksne. Der er bare et lille problem, og det har ikke nogen let løsning.

Vi følger også Sofias tidligere kæreste, Fredrik, der på afstand involveres i opklaringsarbejdet. Han står for at skulle giftes med en sød og omsorgsfuld kvinde. Men omsorgen er på nippet til at blive kvælende, ikke mindst da svigerforældrene dukker op for at hjælpe parret med at etablere sig. 

Desuden følger vi en tredje vinkel i 1959, da Bertils kone forsvinder, og den giver især stof til eftertanke.

Af skam har flere kvaliteter. Fredriks oplevelser med kæreste og svigerforældre giver et ekstra krydderi, optakt og plot er fint, og så har forfatteren held til at aflede læserens opmærksomhed, så den overraskende slutning også betyder, at læseren er blevet fuppet. Raffineret? Ja, men er der mere teater, man ikke har opdaget?

Af skam

Lina Areklew

Oversat af Peter Carstens

463 sider

memoris

Udgivet: 28.05.2024

Birte Strandby