Esben har mistet sin elskede, Katja. Det begyndte ellers godt. Sammen var det unge par draget ned gennem Afrika med sigte på Cape Town. Af en eller anden grund som de ikke selv kendte, var de blevet hængende ved en lille by, Bukoba, ved Victoriasøen. Var på det nærmeste faldet til.
En dag tager de ud for at besøge et børnehospital. Lægen som de havde en aftale med er bortrejst, men den norske volontør på børnehospitalet tager imod dem, og denne norske volontør der i Esbens øjne ligner en alt for høj bokser med døde øjne bliver skæbnesvanger for forholdet til Katja, og Esben finder sig selv alene i den lille by ved Victoriasøen. Det er stort set handlingen. Men med handlingen kommer en intens fortælling om kærlighed og jalousi og om at elske og føle så intenst, så man kan forudsige verdens gang, endnu før verden har besluttet sig for retningen.
Esben lider alle helvedes kvaler, og når han genkalder sig erindringen om Katja og om begivenhederne, kan han næsten på sekundet præcisere, hvornår slaget om Katja var tabt, og hvorfor han ikke rigtigt kunne have gjort noget.
Fortællestemmen ligger et sted mellem hovedpersonen fra Martha Christensens Dansen om Regitze og Hans i Heinrich Bölls Ansichten eines Clowns. Det er den forladte/svigtede mands stemme, der genkalder sig alt det værdifulde i forholdet til kvinden uden at have muligheden for at fastholde det.
Esben sidder i den lille by og drikker øl, mens han opbygger billedet af den kvinde, han elsker – uden pynt og smiger, men med stor kærlighed.
Ækvator
Kim Karmark
195 sider
byens forlag
Udgivet: 2018
Birte Strandby
