Sjov lille børnebog, hvor der også er guf til den voksne oplæser.

Her er referencer til enhver, men det begynder som et eventyr: Der var engang … og så handler det om en prinsesse der får et æble. Hun bliver ikke forgiftet, men hun brokker sig, fordi et stykke skræl sætter sig fast mellem hendes tænder. Gartneren bliver sur over brokkeriet og smider prinsessen og ham der gerne ville være hendes prins ud af haven.

Prinsessen der ikke længere er så sød, skriver på æblet: Til den smukkeste og kaster det ind i en reality-konkurrence. Det fører naturligvis til krig med forgiftede pile og trojanske heste, her samlet under begrebet bitch-kneb.

Men det er ikke prinsessens eneste forbrydelse. Hun forgifter æblet og giver det til en en skønhed der er hvid som sne, og siden puster hun æblets skimmel ud over alle børn i verden:

Det fik halvdelen af børnene til at sidde og samle dingenoter og chips og den anden halvdel til at sidde og trykke på skærme og spise snacks, og den slags holder nok aldrig op.

Heldigvis er det et eventyr, så det ender godt, prinsen hiver skrællen fra prinsessens tænder, og så spiser de æblet sammen.

Illustrationerne er en sag for sig. De er blyantstreg, skraveringer i grafisk udtryk og blandede teksturer i forskellige farveholdninger. Resultatet er anderledes, fantasifulde billeder af Snehvide, og en trojansk hest og af æbler. Der er oplæg til debat med de yngste, og de lidt ældre vil få mulighed for spændende tolkninger både på basis af eventyr og myter, men også med udgangspunkt i samfundskritik.

Æbleæventyret

Kåre Bluitgen

Illustreret af Mette Marcussen

32 sider

Forlaget Tøkk

Udgivet: 31.05.2019

Birte Strandby