Åge & Elo bliver venner
Forlaget SUPER specialiserer sig i udgivelse af bøger til højtbegavede børn og andre med stærke læsekompetencer. Det omfatter i forbindelse med serien om Åge og Elo, at der er givet afkald på flere af de karakteristika, der sædvanligvis omfattes af børnelitteraturen, for eksempel er der ikke retoriske gentagelser, sproget er ikke meget forenklet, omend sætningerne er korte, og der er ikke fokuseret på handling, men på person, i hvert fald i ‘Åge & Elo bliver venner’.
Åge leger alene i børnehaven, det er angiveligt ofte en betingelse for det højtbegavede barn. Han leger med dinosaurusser, som han stiller op i kronologisk orden! Plateosaurus, diplodocus … Det kan være vanskeligt for andre femårige at deltage her, men så begynder Elo – døbt Eleonora – i børnehaven, og hun har også styr på det med dinosaurusser. Desuden er hun umiddelbart mere ekstrovert end Åge, ellers var deres venskab nok ikke blevet til noget. For Åge bliver det mødet med en ny ven, og for Elo en god begyndelse på livet i børnehaven. Således fastholdes stadigt børnelitteraturens krav om en lykkelig slutning.
Åge & Elo graver
I rundkredsen i børnehaven fortæller Albert, at hans kanin er død og begravet. Rafael kan til gengæld fortælle, at hans farmors kanin smagte godt. Åge og Elo diskuterer, hvordan det mon føles at være død. De graver et passende stort hul på legepladsen, og Åge tjekker, hvordan det er at ligge i det. Men så kommer forældrene, og børnene skal hjem.
Elo har to mødre, og det tænker Åge også en del over. Åges hverdag med mad, bad, putning og spørgsmål til forældrene afslutter bogen, og så læser mor Alfons Åberg.
Illustrationerne fylder omtrent 80 % af bøgerne. De er holdt i grå og gul, og de er søde med enkle budskaber og få detaljer.
Temaerne – venskab, død, familiekonstellationer – er velkendte i tidens børnebøger, og bøgerne kan sagtens læses for alle børn i børnehaven.
Andre bøger af Pia Ryding er Valdemar og killingen og Nikoline og bolden.
Åge & Elo
Pia Ryding
Illustreret af Stine Illum
40 sider
Forlaget SUPER
Udgivet: Oktober 2023
Birte Strandby