Bennett Miller instruerer efter Moneyball endnu en ekstremt velskrevet og velspillet film.

I Foxcatcher følger vi den unge og ambitiøse wrestler Mark Schultz (Channing Tatum), som trænes af sin bror, den ældre og legendariske wrestler David Schultz (Mark Ruffalo). Mark Schultz kontaktes, efter at have vundet guld ved de olympiske lege, af den excentriske millionær John Du Pont (Steve Carell), som ønsker at han og hans bror skal bo og træne på hans palæ under hans wrestling-klub Foxcatcher.

I løbet af filmen følger vi Mark og hans liv under John du Ponts styre, hvem han nærmest er fanatisk betaget af i starten. En personlige tilknytning der dog skal ændre sig med dramaets forløb.

Det tekniske

Foxcatcher er navnet på en væddeløbshest, som Du Pont familien engang har ejet. Du Pont bestyrer stadig en farm af væddeløbsheste, ved siden af sin wrestlingklub, hvilket han kan gøre med familiens formue der skyldes kemikalier til våbenindustrien.

Det er i den sammenhæng ikke svært at se, hvordan wrestling og væddeløbsheste kommer til at passe sammen for John du Pont. Og det er da heller ikke fordi at Mark Schultz fremstilles som havende et meget vildere følelsesliv end en hest.

Man kan i den forstand anklage Channing Tatum for at give et karikeret portræt af Mark Schultz, og det er også den følelse man sidder med i starten af filmen. Med filmens udvikling kommer vi dog dybere og det er interessant hvordan Miller formår at holde interessen for Du Pont og Schultz på trods af at ingen af dem i virkeligheden er særlig sympatiske karakterer. Jeg vil våge at påstå at dette skyldes Bennet Millers fortællestil, hvilken bedst kan sammenlignes med stilen i tv-serien The Wire. Her gives der ligeledes ingen åbenlyse ”cues” når det kommer til at introducere karakterer. Brugen af eksposition, altså informationer som er mere eller mindre direkte henvendt til publikum, er minimal. I stedet må vi bare opleve historien scene for scene, uden konstant at få understreget det der ligger imellem linjerne, hvilket jo ellers ville være typisk i Hollywood fortælling.

Til dagligt kan man i tv se diverse CSI-shows hvor flade karakterer brækker en uendelig strøm af informationer op, som kun er henvendt til publikum. Ligesom i Nolans overvurderede film Inception, er hver eneste replik til for at understrege hvad der foregår og avancere plottet, frem for at indeholde noget som interessante karakterer rent faktisk ville sige til hinanden. Med andre ord det omvendte af ”show it, don’t tell it”. I den forstand er film og tv i ”hovedstrømmen” blevet næsten mere et audielt medie, end et visuelt medie. Alting ligger i replikkerne.

Bennett Miller viser os bare ting, og tingene taler for sig selv. To personer i et rum har en samtale om ting som ikke kommer den skjulte lytter ved. Konteksten for samtalen er implicit, vi lærer den at kende igennem billederne. Den er ikke skrevet ind i selve dialogen. Miller har ikke sikret sig selv med en strøm af ord. Uden konstante afsløringer i manuskriptet falder og står hele værkets sammenhæng på den visuelle side af filmen. Hvilket er sådan det burde være!

Det er let at overkomme en række fortælletekniske problemer med overforklarende men alligevel velskrevet og hurtig dialog. Tager man dette væk, så må instruktøren rent faktisk leve op til sin gerning og vurdere hvad billederne egentlig fortæller og hvor effektivt de gør det. Det er derfor jeg ser Miller, også med hensyn til Moneyball, som en stærk håndværker. Han får det til at

 

Det symbolske

John du Ponts excentriske og mere eller mindre sociopatiske træk motiveres, som i så mange andre værker med reference til Hitchcock. Man kan med rette kalde det en kliché.

Johns situation er ikke ulige den i Psycho. Faderen er død og han skal nu bestyre faderens institution, hans gods, under moderens dømmende blik. Psycho illustrerer fint hvordan dette blik er en del af hovedpersonens subjektive verden, selv efter hendes død. John du Ponts mor kunne i den forstand også ligeså godt have været død. Det er måske i den sammenligning at man kan finde en linje imellem Hitchcock og realisme.

Johns mor er imidlertid ikke død, selvom hun er ekstremt gammel og sidder i kørestol. Han konsulterer med hende i løbet af filmen og det er helt klart at hans kamp for at imponere hende er af den slags man ikke kan vinde. Han kan aldrig blive den mand, som hans far var og derfor heller ikke blive sin egen mand. Dette er hvad Miller slår på i sit portræt.

Væddeløbshestene er faderens projekt. Wrestlere er sønnens. Et eksempel på Millers fabelagtige fortælleteknik ligger i den måde han har valgt at fortælle dette på. John vil imponere sin mor, men han ved godt at hun ikke kan lide wrestling. Når han så vælger wrestling under navnet Foxcatcher, hans fars projekt, så smider han en sten i skoen på sig selv. På den ene side ved han godt, at han aldrig kan imponere sin mor og han har derfor lyst til at provokere hende. På den anden side har han brug for at imponere moderen da hun holder nøglen til den symbolske rolle, som han forsøger at indtage. Wrestling er en løsning, som en bilbåd er en løsning: Det løser begge problemer på en dårlig måde.

Fascinationen af wrestling er fascinationen for det mest simple udtryk for kontrol. Hvis du er ovenpå og kan holde dig der, så er du i kontrol. Din fysiske formåen kan oversætte direkte til symbolsk autoritet, som med de fleste sportsgrene.

Miller fremstiller i den forstand John og Mark som modsatrettede løsninger på det samme problem. John har mange interesser, forskellige mål, hvilke han søger at excellere i. I en let købt Freudiansk forstand kan man sige at de alle er symptomer på ét enkelt mål som er blevet fragmenteret. Målet at imponere hans mor er så alt overskyggende og umuligt, at han må løse en række del opgaver for at holde sig kørende.

Efter at have drevet Mark og sit wrestling hold til sejr, møder John ud Pont op med champagne og insisterer på at wrestle hver enkelt mand i rummet. De bliver nødt til at lade ham vinde. Han har brug for at sejr i alt, for alternativet ville kræve hans moders anerkendelse.

Mark derimod har ét mål, indenfor én bestemt arena, som for ham, ligeledes er alt overskyggende. Miller illustrerer fint hvordan Mark intet andet har i sit liv end wrestling. Hans eneste ven, som han ikke engang er på så god fod med er hans bror.

Hvor John søger at udholde livet under sin mors skygge, så er Mark fuldt engageret i at overkomme sin brors skygge, at blive en større wrestling legende. De er begge mænd der står til enten at æde eller blive ædt af deres komplekser. Deres overlevelsesstrategier er forskellige.

Det er interessant i den sammenhæng, hvordan Miller viser en periode i historien, hvor Mark bliver en sløset bums. Havende accepteret John som sin nye faderfigur, manden giver ham alt, flytter han sig kortvarigt fra sin brors skygge og så mister verdensmesterskabet lidt af sin intense betydning. Det er først da John endelig også får trukket broderen hen på farmen, at tingene begynder at overophede.

Broderen er tilsyneladende den eneste normale person i trekantsdramaet. Han har en evne til bare at acceptere sin situation. Vi kan dog spekulere på om det er i virkeligheden er fordi at han har opnået det som de to andre mangler. Han har vundet den kamp han valgte at tage i livet og lever som en tilbagetrukket wrestling legende.

Filmen er fabelagtig, stærkt og sikker fortalt, men ikke overfortalt. Den er også flot.

Det er interessant at se Mark Ruffalo, stadig en følsom mand, men nu hvor han er blevet mere buff er det som om hans spiller sin følsomme mand på en ny måde.

8/10

Udgivelsesår: 2014

Instruktion: Bennett Miller

Medvirkende: Steve Carell, Channing Tatum, Mark Ruffalo

Spilletid: 2 timer, 9 minutter