James Wan

James Wan er en interessant instruktør, ganske vist skabte han en verden af ulidelige film, da han lavede den første Saw-film, men til gengæld er den også den eneste film i serien der fungerer. Pointen er heller ikke at manden er genial og vil innovere filmbranchen, men han kan måske lige overkomme at innovere gysergenren, eller som minimum øge kvaliteten gevaldigt i en genre som trænger til det. Til dato har han kun lavet to film som ikke er gyserfilm, og det er førnævnte Saw, som mere er en slags mysterie-splatter med et godt twist og Death Sentence med Kevin Bacon. En brillant lille film der godt nok ender i en kliche, men virkelig formår at give smerte til noget Bacon, eller hvad man siger.

Gentagende gange har hr. Wan formået, for ganske få penge, at lave solide værker, som både falder lidt ved siden af konventionerne, er interessant filmet, vel strukturerede og indtjener mere end de kostede. Med film som Insidius og nu The Conjuring ser det ud til at instruktøren søger lidt væk fra den fysiske tortur i debutfilmen Saw, til den psykologiske tortur, man ser i hans nye produktioner.

The Conjuring

I The Conjuring følger vi ægteparret Lorrain og Ed Warren, i deres arbejde med det okkulte. I virkeligheden var de et par særlinge der samlede på skumle objekter og påstod hvad som helst for, at komme i medierne. I filmen behandler James Wan dem imidlertid som et par velfungerende og fornuftige mennesker, der sagtens kan forstå deres kritikere, men samtidig har helt håndgribeligt bevis på, at verden er mere kaotisk, end vi lige går og tror. For eksempel ser vi en scene hvor Lorrain og Ed er ude for at undersøge et hus, hvordan de forklarer ægteparret som har tilkaldt dem, at det de troede var et spøgelse, bare var vinden i rørene. På den måde skabes der for hovedpersonerne en slags gylden, rationel mellemvej, hvor at man ikke enten er fanatisk fantast eller realist, men bare åben overfor alternativer. I starten afviser Lorrain endda det der skal blive filmens hovedsag, på baggrund af at der i langt de fleste situationer bare er tale om indbildning. Ligeledes, da de først kommer i gang med sagen, ser vi hvordan de går helt systematisk til værks og intet overlader til enkeltstående påstande. Det er utroligt underholdende og spændende at observere deres metoder. De fylder et helt hus med kamera og mikrofoner og andre apparater.

Det store gys

Det absolut mest interessante ved filmen er dog James Wans genoplivning af gyset. Han går tilbage til hvad der kun kan beskrives som Hitchcockianske metoder. Grundlæggende er der tale om forståelsen for, at uhygge ikke findes i noget, det findes i ingenting. Således lader James Wan sit kamera svæve ganske langsomt, ganske roligt, bag en person der vandrer hvileløst, der er ingen musik, intet der fortæller os hvordan vi skal føle, men vi kan ikke lade være med at undre os over, hvorfor kameraet viser os dette, og hvorfor er det vinklet sådan, og der ville jeg ikke gå hen alene, og var der ikke noget der bevægede sig der, hvad var det for en lyd, lad være med at gå derind! Rædslen kommer langsomt og når den endelig afsløres, leger James Wan med os. Han træder altid lige et skridt eller to ved siden af dem vi forventer. I en af de mest intense scener jeg længe har set, bliver vi sat til at kigge direkte ind i mørket, hvor vi forsøger at se konturerne af et eller andet, imens folkene i rummet peger og skriger som sindssyge, vores psykologiske balance skrider stille og roligt under overvægten af det, de andre råber at de ser.

Stærkt fortalt med gennemtænkt kameraarbejde, fede effekter, velskrevet, velspillet og i det hele taget vældig underholdende, og ikke mindst uhyggelig!

7/10 (En af birollerne kører i en vogn der til forveksling ligner en vogn som en talende hund ville køre i, hvis den var på jagt efter spøgelser).

Produktionsår: 2013

Instruktør: James Wan

Medvirkende: Vera Farmiga, Patrick Wilson, Ron Livingston, Lili Taylor

Spilletid: 1 time 52 minutter