En rigtig fantasy tøsebog. Sophie er til forskel fra andre vordende fantasy helte/heltinder helt klar over, at hun er noget særligt. Hun har vældige magiske kræfter, hun har bare ikke meget styr på dem endnu. Hvad der således skulle have været venlig hjælp til en klassekammerat, der savner en date til skoleballet, ender katastrofalt, og Sophie ryger efterfølgende på en særlig skole, der modtager vampyrer, alfer og hekse, som af en eller anden grund har gjort sig uheldigt bemærkede i vores lille, intolerante menneskeverden.
Der indleder hun med at rage uklar med de andre hekse på sin årgang – og teenagehekse er tilsyneladende mere bitchede end andre teenagere – og forelske sig i skolens lækreste fyr, Archer. Men mens forholdet til Archer begynder at ligne noget, der kan bygges videre på, opstår der problemer på skolen, idet en heks bliver dræbt, og en anden udsat for mordforsøg.

Morderen formodes at være enten Sophies værelseskammerat, vampyren Jenna, eller en af menneskenes brutale, heksejagende grupper. Sophie opdager, at hendes potentiale er et andet og større end ventet, og hun får god brug for sine fantastiske kræfter i slutningen, der rummer både magiske sejre og følelsesmæssige nederlag.

Handlingen er ordinær, sprogfærdigheden moderat til fejlbehæftet (’lod mærke til’), men magien frisker op på den indeholdte kærlighedshistorie, og hovedpersonen er levende og genkendelig med sine problemer med voksne og jævnaldrende.
Skolen er ikke Hogwarts, men en af lærerne er ret interessant. Det er nemlig Lord Byron, der er vampyr og skælder ud i jamber.
Romanen bugner ikke af nytænkning, men det er let og hurtig læsning.

Rachel Hawkins
Dæmonens Hævn – Hex Hall – Bind 1
Oversat af Marie Møller Jensen
282 sider
Tellerup
Udgivet: 2011

Birte Strandby