Vampyren Kassie forfølger det varme forhold til mennesket Leo, der har nogle mørke kræfter, som han ikke rigtigt kan styre.

Supervampyren Viking der er en omvandrende reklame for sit eget fitnesscenter bliver opmærksom på hyænedrengene: Vampyrjægere med pumpede muskler, der gør sig særlig ulejlighed for med fælder og rå fangstmetoder at fjerne vampyrerne fra byen. Udover adskillige kedelige karaktertræk har de også den problematiske negative egenskab, at deres hoveder springer i luften, hvis de får for meget blod.

Samtidigt har forsøgsvampyren Zan besluttet at forlade sit fangenskab. Det koster en del mord og flere blodtransfusioner før Zan kommer til kræfter efter de mange år på donorblod. Men han har et vigtigt budskab til Kassie.

Her kan man tale om action, der er ikke mange siders ro, før der igen dukker en vampyrjæger eller en frihedssøgende vampyr op, og alle sammenstød mellem vampyrjægere og vampyrer er blodige.

Vampyruniverset bliver efterhånden mere udbygget, selv om det i stort omfang drejer sig om bekræftelser på gammelkendte formodninger om, at vampyrer er stærkere, smukkere og hører bedre end mennesker, og den får lige en tand til: De er også klogere end mennesker, og det giver en kontrast til hyænedrengene, der trods en vis snedighed i deres fangstmetoder, mest er overdimensionerede muskler og dopede bevidstheder uden hjerneaktivitet.

Leo får hjælp til at få styr på sine kræfter, men er lidt uforstående overfor Kassie og vanskelighederne med et forhold til en afdød. Kassie bliver overrasket af hyænedrengene og bogens sidste kapitler er mere end almindeligt hektiske.

Rimelig spænding og gode grunde til at læse bind III.

Pernille Eybye
Hyænelatter – Blodets bånd – bind 2
254 sider
Tellerup
Udgivet: 15.11.2011

Birte Strandby